Glædelig Eid al-Adha

Inden I får dagens blogindlæg, er det altid rart for jer lige at vide, hvor jeg befinder mig, mens jeg skriver til jer: Det er mandag aften, og jeg sidder på baren/cafeen/restauranten/galleriet Blue Fig i Abdoun, rich kid neighbourhood ikke langt fra, hvor jeg bor.


Blue Fig, der straks ryger på listen og dermed er #33.

I denne weekend har den muslimske verden fejret Eid al-Adha, en offerfest der markerer afslutningen på pilgrimsfærden hajj. Det er ved denne højtid, at millioner af får importeret til lejligheden ender deres liv ved offentlige masseslagtninger rundt omkring i de arabiske lande. Det ene øjeblik er du en lille brunøjet drengs uldklædte kæledyr, det næste forbløder du ved et enkelt helligt snit i halsen, der får blodet til at fosse og jorden til at farves mørkerød. Familierne samles og fejrer højtiden, butikkerne lukker ned, fårekødet deles med de fattige. Glædelig Eid everyone.

# 34: Eids (muslimske højtider)
Jævnfør ovenstående føjer jeg dermed de muslimske helligdage Eid al-Fitr og Eid al-Adha til min liste. For mine jordanske venner betyder dagene et par tvungne dage i familiens skød (hvilket sjovt nok ikke alle unge jordanere er lige vilde med), men for os andre hedninge er de muslimske helligdage lig med fridage, og det er naturligvis en skøn ting. Forrige Eid, Eid al-Fitr, markerede afslutningen på fastemåneden Ramadan, og i år faldt den sidst i september, hvor min skønjomfru Anette var på visit. De 5 sammenhængende fridage brugte vi således på at se Petra, snorkle i Aqaba og sove under stjernerne i ørkenen i Wadi Rum (hmmm, alle de fantastiske oplevelser fik jeg da vist aldrig skrevet mere om eller lagt billeder op fra... nå, mañana mañana).


SÅ glade var vi for at muslimerne fejrede Eid al-Fitr...

Nu har det så lige været Eid al-Adha, og i år faldt helligdagene så heldigt, at jeg havde fri både torsdag, i går og i dag, og det var selvfølgelig en oplagt mulighed for at tage af sted på tur igen. Onsdag eftermiddag smuttede jeg derfor med deletaxa til Syrien, hvor jeg har tilbragt nogle dage i fantastiske Damaskus og en enkelt i Palmyra.

I og med, at december venter lige om hjørnet, betyder det jo, at der ikke er længe til vores egen kristne højtid = flere fridage! Desværre har jeg ikke decideret juleferie - jeg har kun den 24., 25. og 26. - men jeg overvejer at tage fri nogle dage mellem jul og nytår, så der kan komme en hel lille ferie ud af det.

# 35: Jordans geografiske placering
En helt fantastisk ting ved Jordan er, at landet ligger ideelt for den rejselystne eventyrer, der gerne vil se så meget som overhovedet muligt af Mellemøsten i løbet af et 6 måneders praktikophold (ya3ni mig).

Bare hvis nogen skulle have glemt, hvor Jordan ligger. Det sker for selv den bedste.

I løbet af de seneste 4 måneder har jeg således været i Syrien to gange og derudover tilbragt 14 dage i Libanon, hvor jeg både nåede at opleve Beirut, Byblos, Baalbeck (nej, ikke alle byer i Libanon starter med B, selv om det lyder sådan), Zahle samt klosteret Beit ed-Din, der ligger ubeskriveligt smukt i de frodige libanesiske bjerge. Det er nemt og forholdsvist billigt at rejse rundt med både fly, bus og deletaxa, og hvis det ikke havde været for et bureaukratisk cirkus uden sidestykke ved grænserne mellem de forskellige lande, havde det været om muligt endnu nemmere at udforske regionen.

Som skrevet tilbragte jeg således denne weekends muslimske højtid i Syrien. Turen bød først og fremmest på et mere end glædeligt gensyn med Damaskus, som jeg er gået hen og blevet ret så forelsket i. Allerede første gang, jeg besøgte byen (weekendtur med Anne og Nicolas i september), faldt jeg for den gamle bys labyrintagtige gyder og smalle stræder, som indbyder til at stikke guidebogen i tasken og bare vandre rundt på må og få uden at vide, hvad der venter bag det næste hjørne.


En typisk gade i Damaskus' gamle by




Gårdhaven på det hostel, hvor vi boede

Damaskus forfører dig. Damaskus suger dig til sig, pirrer dine sanser og fortryller dig, fører dig langt ind i sit hjerte. Damaskus får dig til at blive længere, end du egentlig havde planlagt. Damaskus er ganske enkelt gået direkte i sjælen på mig. Jeg kunne bruge timevis (og det har jeg allerede gjort op til flere gange) på bare at gå rundt og lade mig rive med af stemningen, blive væk og finde tilbage til et nyt sted igen og igen. Lydene, lugtene, de fantastiske bygningsværker og små detaljer, der alt sammen er skyld i, at mine øjne slet ikke kan se sig mætte - jeg må hele tiden have mere, hele tiden undersøge, hvad der gemmer sig bag den næste kringelkrogede gade, og selv steder, som jeg allerede har besøgt, vender jeg tilbage til, fordi mine øjne så gerne vil opleve de storslåede syn bare én gang til.

Gårdhave i et typisk gammelt Damaskushus

Hvem ville ikke gerne bo her!

... eller bare bo i denne gade for den sags skyld...

Jeg tog af sted sammen med Nicolas og to af hans venner onsdag eftermiddag. Fredag tog drengene dog videre til Beirut, mens jeg blev i Syrien. Da fredag var den første dag i Eid al-Adha, var alting lukket ned, og det var en helt ny og anderledes oplevelse at vandre rundt alene i byens gader, der nu var helt stille og blæst for det sædvanlige liv og leben. En gang imellem kom en flok drenge løbende forbi, allesammen med legetøjsvåben og med nypudsede sko.

Lørdag morgen tog jeg en tidlig bus til Palmyra, der ligger 3 timers kørsel mod øst. Her ligger ruinerne af en engang storslået by, der fungerede som romersk udpost og tjente styrtende på at pålægge de forbipasserende karavaner af handlende skatter. Ruinbyen i sig selv var et smukt syn - men jeg synes faktisk, at Jerash i Jordan, som jeg besøgte i august, var mindst lige så imponerende.

Byens cardo (hovedgade)

Dele af byen med citadellet i baggrunden

Min dag i Palmyra blev dog alligevel til en helt speciel oplevelse, da jeg først på dagen stødte på en vis prominent syrisk herre, hvis overskæg jeg i et tidligere blogindlæg har hævdet at kunne skrive hvad som helst om, eftersom min blog ikke kan læses af de syriske internetbrugere. I egen høje person havde præsident Bashar al-Asad nemlig valgt at besøge Palmyra samme dag som jeg, så jeg fik en glimrende mulighed for at tage et fint billede af manden og det føromtalte overskæg. Jeg vil nu sige, at den syriske landsfader og enehersker virker en kende mindre intimiderende, når man oplever ham på nært hold i skinnende hvide kondisko og træningsbukser fra Nike...

Præsident Bashar al-Asad med familie

Landskabet omkring Palmyra er virkelig smukt

Et af de mange templer

Eftersom der stadig er udgravninger i gang, ligger mange ruinrester bare hulter til bulter i landskabet

Efter frokost nåede jeg også en tur op på Palmyras citadel, der ligger imponerende smukt isoleret på en bjergtop. Herfra havde jeg den smukkeste udsigt ud over både det gamle og nye Palmyra samt over resten af området, og selve citadellet var i sig selv et imponerende syn.

Fantastisk beliggenhed (og ja jeg tog en taxa for at komme derop!)

Udsigten over landskabet

Ruinbyen Palmyra længst væk - og rundt om alle palmerne, som byen har fået sit navn efter (City of Palms)

Selve citadellet


Når man rejser alene, må man jo selv tage billederne af sig selv...

Om aftenen var jeg ude at spise og på bar med en håndfuld venner fra Amman, der i løbet af fredagen var kommet til Damaskus, rigtig hyggeligt.

Caterina og Charlotte

Camilla og Hans

Søndag tog jeg turen hjem til Jordan i en taxa, som jeg delte med en jordaner og to syriske mamas, der blev ved med at fodre mig med chips og chokolade, fordi de bestemt mente, at jeg var alt for tynd og trængte til noget mere sul på kroppen.

Grænseovergangen mellem Syrien og Jordan er et cirkus uden lige, hvor man skal passere minimum 5 militærkontroller og mindst 3 skranker, hvor man enten skal betale en eller anden afgift, fx for at forlade Jordan, det slipper man åbenbart ikke gratis fra, eller for at få et par stempler i passet. I effektiv køretid tager turen mellem de to hovedstæder kun 2½-3 timer, men freakshowet ved grænsen får det til at tage mindst 4 timer - når der er travlt (eller hvis du er amerikaner), kan det snildt tage mange flere timer.

I morgen er det så tilbage til arbejdet, hvilket jeg faktisk glæder mig meget til , da jeg var syg et par dage i sidste uge og derfor ikke har været på arbejde i en uge nu. I tirsdags skete der desuden det super spændende, at Kong Abdallah den Almægtige opløste Parlamentet, hvilket betyder, at der skal afholdes valg inden for de kommende 4 måneder... lad det blive inden februar!! Samtidig arbjeder man på at revidere den nuværende valglov, hvilket jo er guf for en demokratiserings- og valgsystemsnørd som mig, så jeg glæder mig meget til at sætte mig ind i sagerne i morgen.

Desuden betyder morgendagens dato følgende 3 ting:

- Kenneth har fødselsdag - stort tillykke og en lille gibbernakker hernede fra!

- Første afsnit af "Jul på Vesterbro" skal ses i selskab med de andre danskere
- Jeg har nu kun 2 måneder tilbage af mit praktikophold :(

Håber I alle har det rigtig godt, jeg tænker meget på jer og glæder mig meget over de mails og breve, I har tid til at sende til mig - de er så absolut værdsat!

Lidt nyt fra Arabiens land

Well hello there. Som flere af jer har bemærket, har der været en kortere periode med relativ stilhed her på bloggen. Mon dette så betyder, at vi i den nærmeste fremtid kan forvente, at en storm af indlæg og tilhørende billeder vil ramme the Magical Mystery Tour? Hmm... måske kan meteorologiens logikker ikke direkte overføres til blogverdenen. Men lad os nu se...

Under alle omstændigheder har jeg nyt til min liste:

#28: Umm Qais:
For et par uger siden var jeg en tur i Umm Qais, der ligger ca. 110km nord for Amman, helt oppe i hjørnet, hvor Jordan, Israel og Syrien mødes. I må lige bære over med, at det indsatte kort er på belgisk - det var det bedste, jeg lige kunne finde! Egentlig var det min plan bare at tage derop alene, men det fik jeg fortalt til min ven Ali, og så kunne der ikke være tale om, at jeg skulle tage bussen alene til Umm Qais. Ali kommer selv fra Irbid, der ligger 30km syd for Umm Qais, og da han skulle hjem og besøge familien samme fredag, kunne han jo snildt køre mig. Sødt af ham.

Som bekendt rækker den jordanske venlighed dog langt længere end bare til en køretur, og derfor fik jeg også selskab af Ali på min slendretur rundt i Umm Qais. Ruinbyen er spændende i sig selv, men jeg må indrømme, at det er udsigten, der gør stedet helt spektakulært. Som I kan se, er synes af Geneserat Sø, Tiberias på den israelske bred og Golanhøjderne på den syriske ganske i stand til at tage vejret fra enhver beskuer.

Geneserat Sø og Golanhøjderne i baggrunden

Jordansk gæstfrihed inkluderede naturligvis også frokost hos Alis familie - nu var vi jo i nabolaget. Nu ved jeg ikke, hvor tit Ali hiver lyshårede arabisktalende tøsebørn med hjem til den udvidede familie, men jeg følte mig nu lidt betuttet over den store nysgerrighed, familien udviste. De var dog super søde og inviterede mig da også til at komme igen, når fårene skal slagtes i anledning af offerfesten Eid al-Adha her i den kommende weekend. Selv om jeg forsøgte at institere på at tage en bus hjem, skulle jeg selvfølgelig også bringes retur til Amman efter den sene frokost og blev således kørt lige til hoveddøren.

#29: (Mindet om) Meew Meew

Ak ak. Jeg tror, at min lille killing Meew Meew fornemmede, at jeg var ved at få ejerfornemmelser, for i hvert fald har jeg ikke set pelsklumpen siden jeg bekendtgjorde, at jeg havde til hensigt at adoptere den (men jeg skal hilse, hvis jeg ser den Mathias :)). Måske skulle jeg overveje at finde mig et mere trofast husdyr - så vidt jeg ved har min kære lillebror netop investeret i et par godmodige guldfisk, der dagen lang svømmer rundt i en bowle; det var måske ikke helt dumt?!?

#30: Hammam'en i Amman

Jeg glemte at føje byens hammam (badeanstalt) på min liste, og det var da i allerhøjeste grad en fejl. Tror snart, jeg skal en tur forbi igen - hvis ikke før så i hvert fald, når Sofie kommer på besøg sidst på måneden, så vi kan blive forkælet lidt!

# 31: Esaki Restaurant

For nogle uger siden puttede jeg ren luksus til den halve pris på min Jordan-liste, og herunder nævnte jeg sushi-restauranten Esaki. Men efter at have aflagt det herlige spisested endnu et besøg, denne gang ledsaget af min Far, har jeg besluttet, at stedet simpelthen fortjener sin egen plads på listen. Det er uden tvivl den bedste sushi, jeg nogensinde har smagt, og hver eneste gang jeg er der (og det er efterhånden blevet til et par gange), er servicen i top og oplevelsen uovertruffen. 6 ud af 6 kokkehuer til Esaki fra en madglad sushifan.

Selv sushiskeptiskeren min Far nyder maden...

Mmmm... sushi...

#32: Tirsdagsjazz på Canvas

Hver tirsdag er der jazz på en restaurant/bar her i Amman ved navn Canvas. Det er super hyggeligt og en udmærket lejlighed til at drikke cocktails på en hverdag. Stemningen er lækker, og hvis man ser bort fra det faktum, at 95% af klientellet er mørkhårede og har brune øjne, kunne man snildt forledes til at tro, at Canvas lå et sted i Berlin, Paris eller Stockholm. Hånden på hjertet - hvor mange af jer derhjemme var klar over, at de unge jordanere om tirsdagen går ud og hører jazz...? Forskellen mellem hér og dér kan af og til være svær at få øje på.

Besøg fra det høje Nord

#27: Besøg hjemmefra

Min Far og kamelen Ibrahim. I nævnte rækkefølge.

Den seneste uge har jeg haft fornøjelsen af at have besøg af min Far, og det har været en rigtig dejlig uge med masser af store oplevelser, en uforglemmelig tur til Petra og alt for meget lækker mad! Jeg har virkelig nydt at have besøg, det er skønt, når fantastiske mennesker hjemmefra finder tid og penge til at komme herned for ved selvsyn at opleve lidt af min jordanske hverdag. Besøget har dog betydet, at jeg ikke fået blogget et godt stykke tid, men med alle de oplevelser, jeg har haft i løbet af de seneste uger, skulle der være stof nok til et par blogindlæg eller tre. Disse kommer forhåbentlig på inden alt for længe.

Vil også lige benytte lejligheden til at sige tillykke til to dejlige mennesker: Tillykke med fødselsdagen endnu engang Mutti, selv om det er nogle dage siden efterhånden. Og tillykke til søde Kat, der har fået en velskabt lille søn. Dejligt at høre, at I alle 3 har det godt - glæder mig til at se din lille dreng, når jeg engang kommer hjem.

Vender meget snart tilbage med mere. Adios for now - pas godt på jer selv alle sammen.

Lidt mere om demokrati og pressefrihed

For et par uger siden tillod jeg mig her på bloggen at kommentere lidt på, hvor langt Jordan kan siges at være nået i sin demokratiske udvikling. En af mine mere kritiske læsere - min Far, hvem ellers - havde efter at have læst mit indlæg den indstilling, at nok kunne jeg måske have ret i min kritik, men kan man som "gæst" i et andet land tillade sig at kritisere det, og det efter blot at have opholdt sig der i 3 måneder? Og skal man ikke have med, at Jordan må siges at være et ganske ungt demokrati - den stolte demokratitradition, som vi brøster os af i Danmark, har vi jo været århundreder om at udvikle. Så selv om skridtene måske er små, bevæger de sig i den rigtige retning, og det skal man vel anerkende og påskønne i stedet for at kritisere?

Nu betragter jeg jo for det meste min fader som en ganske klog herre (og sætter i øvrigt altid pris på, når folk kommenterer mine indlæg), og jeg kan da også følge ham i ovenstående kritikpunkter et stykke af vejen, men når jeg nu alligevel tillader mig at tage emnet op igen, så skyldes det for det første, at jeg ikke kan lade være, fordi demokratisering generelt interesserer mig meget, og for det andet at jeg føler mig voldsomt provokeret, når Jordans reelle politiske magthaver, kong Abdallah, udtaler, at "the sky is the limit" hvad angår ytringsfriheden. Jeg føler mig overbevist om, at der er bloggere, kommentatorer og andre meningsdannere hernede, der deler min provokation.

For nylig udkom dette års udgave af den franske organisation Reporters Without Borders pressefriehdsrapport. Interesserede kan læse rapporten her. Rapporten - der i øvrigt giver Danmark førstepladsen - placerer Jordan på 112. pladsen, hvilket er 16 pladser bedre end sidste år. Det burde vel være sød musik i mine demokratielskende ører, og i alle andres i øvrigt, at Jordan forbedrer sin placering med hele 16 skridt opad. Alligevel synes jeg nu, at det er svært at komme med oprigtige bifald, når man ellers læser, hvad der sker hernede. Den velrenommerede jordanske blogger "Black Iris" har skrevet et indlæg om netop denne rapport, hvori han fremhæver, at Jordans forberedrede placering nok snarere skal ses i lyset af, at der det seneste år ikke har været nogle alvorlige, opsigtsvækkende overtrædelser af pressefriheden mere end det er et udtryk for, at udviklingen i landet går i den rigtige retning. At der i regionen er talrige eksempler på lande, der gør det endnu værre (Iran, Syrien og Saudi-Arabien er således nr. hhv. 172, 165 og 163 ud af 175 lande), tjener jo kun til yderligere at stille Jordan i et relativt bedre lys.

Som et eksempel på, hvorfor rapportens resultater skal tages med et gran salt (eller et gram, det er åbenbart sådan, de unge vil have det), kan jeg nævne, at man ifølge jordansk lov skal være medlem af JPA - Jordan Press Association - for at kunne få lov at arbejde som journalist. Dette betyder reelt, at udlændinge ikke kan arbejde som journalister i Jordan, da JPA er forbeholdt uddannede journalister med jordansk statsborgerskab. Og det betyder også, at man er nødt til at lægge nogenlunde samme linje som JPA for at kunne beholde sit job. Hurra for blogging, siger man så! Selv samme JPA truede desuden for nyligt regeringen med at lægge sag an, efter at kulturministeriet etablerede en "klummeskribent-klub". Det gjorde de med den begrundelse, at ikke alle klubbens skribenter var medlemmer af JPA. At JPA har besluttet at droppe sagen igen skyldes kun, at klubben har indvilliget i at blive lagt ind under JPA's paraplyorganisation. Så meget for fri meningsdannelse. Heller ikke historien om sarayanews.com, som jeg omtalte i mit tidligere indlæg, bidrager til indtrykket af Jordan som et videre pressefrihedselskende land. "Black Iris" nævner yderligere farcen om et parlamentsmedlem, der smed en klipsemaskine i hovedet på en journalist, fordi vedkommende angiveligt havde skrevet "uetiske historier" om ham.

Som altid er hjælpen, forsoningen og forbedringerne dog på vej, og kong Abdallah har således udtalt, at fra nu af vil ingen journalister kunne blive fængslet for deres arbejde. "Black Iris" pointerer, at det kunne være rart, hvis dette udsagn blev fulgt op med en lov, men det er nu mit indtryk, at kongens ord er så godt som lov hernede. Alligevel kunne meget tyde på, at landets journalister, redaktører og bloggere ikke føler sig fuldstændig overbevist om, at deres rettigheder reelt er sikret, når 94% som bekendt har tilkendegivet, at de udøver selvcensur, mens ikke færre end 43% siger, at de er blevet tilbudt en eller anden form for incitament af regeringen for at undlade at skrive en bestemt historie!

Nu vi er ved pressefriheden, har jeg i denne uge fundet ud af, at min blog er utilgængelig og dermed forbudt i landet uden Facebook, Syrien. Hep hey, så kan jeg jo skrive frit om, hvad jeg synes om præsident al-Asads overskæg, det vil jeg tænke over til næste gang.

Før jeg smutter skal jeg nævne, at jeg har oprettet noget nyt på min blog, nemlig en afstemning. I finder den ude til højre under mit profilbillede. Da jeg absolut ingen anelse har om, hvor mange mennesker der læser min blog, kunne det være sjovt, hvis jer, der læser med, gad afgive jeres stemme, så jeg får en idé om, hvor mange og hvor ofte, der sidder nogen på den anden side af skærmen. Lige så meget som jeg nyder at blogge, lige så nysgerrig er jeg jo efter at vide, om der overhovedet er nogen, der gider læse mine skriblerier - og blogging er jo desværre fortrinsvist envejskommunikation. Derfor bliver alle kommentarer på indlæg modtaget med kyshånd, også de anonyme :)

Ka' I nu ha' rigtig go' weekend derhjemme. Jeg lover, at jeg snart igen vil gøre brug af min ucensurerede ytringsfrihed og blogge løs om stort og småt fra Arabiens land. Pas godt på jer selv og hinanden.

Filmfestival with a twist

It's movie time!

Er man filmelsker, så er Jordan the place to be i disse dage, for her afholdes den 21. europæiske filmfestival, og det betyder, at man for tiden og indtil den 16. november kan se masser af gratis film fra lande som Frankrig, Belgien, Tyskland, Tjekkiet, Finland og selvfølgelig også Danmark. Fra dansk side byder vi dog i år på mere end bare visning af filmen, for stort set siden vi kom herned, har Anne og jeg i samarbejde med praktikanterne fra MS, Kirstine, Camilla og Nicolas, arbejdet på at få stablet to kulturelle arrangementer på benene i tilknytning til filmen. Det har været hårdt arbejde og har inkluderet mange emails, telefonopkald og møder, men nu er benarbejdet endelig færdiggjort, og i morgen vil det forhåbentlig vise sig, at alt det hårde slid kommer til at bære frugt!

Det danske bidrag til festivalen er filmen Fighter, og til jer, der ikke allerede har set den - se at få fat i den! Den er super smukt lavet og handler om en ung dansk-tyrkisk pige, der dyrker kong fu men ikke kan få lov til det af sine forældre, fordi det er en drengesport, og fordi de hellere ser, at hun passer sin skole og bliver et attraktivt giftemål. Hovedrollen spilles af smukke, seje Semra Turan, der selv har dyrket karate hele sit liv, og hende er jeg faktisk på vej i lufthavnen for at hente. Hun kommer herned for at deltage i de to arrangementer, som vi afholder henholdsvist i morgen i Amman og på lørdag i Zarqa, der ligger nord for Amman. Her vil Semra sammen med jordanske unge sportsfolk og kunstnere diskutere, hvilke muligheder man som ung har for at udtrykke sig både i Jordan og i Danmark, og forhåbentlig får vi også lov at se smagsprøver på Semras og de jordanske unges talenter. Vi håber, at der kommer mellem 100-200 unge mennesker og deltager i arrangementerne, der selvfølgelig også byder på visning af filmen.

Seje Semra Turan, der lægger vejen forbi Jordan i weekenden

Efter weekenden lægger jeg billeder fra vores events op, men indtil da kan interesserede læse mere på www.eufilmfestivaljordan.com.

Happy Halloween

Fra søvninge læsere af bloggen har jeg fået en opfordring til at lægge flere billeder op, så man kan følge med i mit liv, også selv om man er en træt læser, der helst vil nøjes med at kigge billeder. Det er taget til efterretning!

Kat og pirat klar til start

Captain Morgan's Creepy Crew - arrrrgggh

I denne weekend var det som bekendt Halloween, og da weekenden i Arabiens land jo begynder en dag tidligere end derhjemme, tog vi forskud på udklædningsglæderne allerede torsdag aften. Stedet var Rainbow House (det bofællesskab, hvor Anne, min kære medpraktikant og herlige veninde, bor, og hvor jeg også skulle have boet), maven var tom, og aftenens menu stod på gin og multifrugt-juice. Derfor gik det hverken værre eller bedre, end at jeg kl. 23.30 lagde mig selv i seng på Annes værelse med beskeden "jeg skal bare lige hvile mig lidt..."! Ak ja.

Yep... jeg laver kattekløer på samtlige billeder fra den fest...


Piraten og Døden aka Kirstine og Anne

En time senere var jeg dog frisk og i fuld vigør igen, dog holdt jeg mig resten af festen fra de våde varer. Som I kan se, var der kreativitet over hele linjen i festdeltagernes udklædninger, og det var i det hele taget en rigtig sjov aften (til de sproffer, der læser med, og mener at kunne genkende min udklædning som kat fra sidste fastelavnsfest på ISP, har jeg kun at sige: "Never change a winning team"... med andre ord; jeg var tom for ideer!). Desværre var Toys and Toys, en kæmpestor og meget dyr legetøjsforretning, ikke leveringsdygtig i katteører, og derfor havde jeg intet andet valg end at købe kaninører og forsøge at male dem sorte (kl. var 18 torsdag eftermiddag, det var ALT for sent at finde på et nyt kostume, butikken var fuld af skrigende unger... det var kaninørerne eller intet!). Desværre måtte jeg alligevel bruge en del tid på at forklare de andre udklædte, at jeg var en kat, IKKE en kanin.... perler for svin, altså! Nå, men sjovt var det.

Og så er det jo blevet november. Hvad værre er, det er blevet koldt. Jo, I læste rigtigt - koldt! Jeg gik på arbejde torsdag morgen i korte ærmer uden problemer, men i løbet af arbejdsdagen kom regnen. Naiv som jeg var, klappede jeg begejstret i mine små hænder ved synet af den første regn i mere end 90 dage, men hvor blev glæden dog kort, da jeg mærkede det temperaturskift, som regnen bragte med sig. Nuvel, festen i torsdag blev stadig holdt på taget af Rainbow House, så det er ikke fordi, det er blevet frostgrader. Men resten af weekenden bød på ustadigt vejr med en hel del regn, blæst og væsentligt lavere temperaturer. I morgen har de lovet mere regn... dammit! Nogen, der ved, hvad gummistøvler hedder på arabisk?

I øvrigt har jeg adopteret en lille killing. Jeg kalder den Meew Meew, og den kommer på ingen måde, når jeg kalder. Men når den så endelig kommer rendende, er den slet ikke til at stå for! Så miaver den foran min bygning, til jeg kommer ned og kæler for den. At skrive, at jeg har adopteret den, er i virkeligheden en overdrivelse, for den kommer slet ikke op i min lejlighed, men jeg syntes bare det lød fjollet at skrive, at jeg er blevet ven med en lille pelsklump, som jeg lejlighedsvist aer. Og tro mig, det er min intention at tage den med på besøg i lejligheden, næste gang jeg ser den. Men som sagt kommer den ikke rigtig, når jeg kalder, så jeg har ikke fortalt den, at jeg har adopteret den endnu. Det må blive i morgen.

Meew Meew's extended family - Meew Meew selv var ikke til stede denne dag

Den kommende uge byder arbejdsmæssigt på nogle spændende begivenheder. Den Europæiske Filmfestival startede i dag, og vi har på den danske ambassade arbejdet hårdt og længe med at planlægge nogle kulturelle arrangementer for unge i forbindelse med visningen af den danske film Fighter - filmens seje hovedperson Semra Turan kommer bl.a. til Amman i weekenden for at deltage i arrangementerne. Vi var til den officielle åbning af festivalen her til aften, hvor to miljøfilm i tråd med tidsånden var på programmet. Fortæller mere om filmfestivalen og vores events snarest muligt. Derudover skal jeg til møde i Europakommissionen i morgen, og da det nu er 3 måneder, siden jeg startede som praktikant, skal jeg have en midtvejssamtale med Jens Ole, som jeg primært arbejder for. Vi er også i fuld gang med at finde de nye praktikanter til næste semester, sjovt at få lov til at læse ansøgninger og vælge ud. For jer starter en ny uge i morgen, men for mig startede den altså i morges og er allerede i fuld gang. Ha' en rigtig dejlig start på ugen.