søndag den 1. november 2009

Happy Halloween

Fra søvninge læsere af bloggen har jeg fået en opfordring til at lægge flere billeder op, så man kan følge med i mit liv, også selv om man er en træt læser, der helst vil nøjes med at kigge billeder. Det er taget til efterretning!


Kat og pirat klar til start

Captain Morgan's Creepy Crew - arrrrgggh

I denne weekend var det som bekendt Halloween, og da weekenden i Arabiens land jo begynder en dag tidligere end derhjemme, tog vi forskud på udklædningsglæderne allerede torsdag aften. Stedet var Rainbow House (det bofællesskab, hvor Anne, min kære medpraktikant og herlige veninde, bor, og hvor jeg også skulle have boet), maven var tom, og aftenens menu stod på gin og multifrugt-juice. Derfor gik det hverken værre eller bedre, end at jeg kl. 23.30 lagde mig selv i seng på Annes værelse med beskeden "jeg skal bare lige hvile mig lidt..."! Ak ja.






Yep... jeg laver kattekløer på samtlige billeder fra den fest...


Piraten og Døden aka Kirstine og Anne

En time senere var jeg dog frisk og i fuld vigør igen, dog holdt jeg mig resten af festen fra de våde varer. Som I kan se, var der kreativitet over hele linjen i festdeltagernes udklædninger, og det var i det hele taget en rigtig sjov aften (til de sproffer, der læser med, og mener at kunne genkende min udklædning som kat fra sidste fastelavnsfest på ISP, har jeg kun at sige: "Never change a winning team"... med andre ord; jeg var tom for ideer!). Desværre var Toys and Toys, en kæmpestor og meget dyr legetøjsforretning, ikke leveringsdygtig i katteører, og derfor havde jeg intet andet valg end at købe kaninører og forsøge at male dem sorte (kl. var 18 torsdag eftermiddag, det var ALT for sent at finde på et nyt kostume, butikken var fuld af skrigende unger... det var kaninørerne eller intet!). Desværre måtte jeg alligevel bruge en del tid på at forklare de andre udklædte, at jeg var en kat, IKKE en kanin.... perler for svin, altså! Nå, men sjovt var det.

Og så er det jo blevet november. Hvad værre er, det er blevet koldt. Jo, I læste rigtigt - koldt! Jeg gik på arbejde torsdag morgen i korte ærmer uden problemer, men i løbet af arbejdsdagen kom regnen. Naiv som jeg var, klappede jeg begejstret i mine små hænder ved synet af den første regn i mere end 90 dage, men hvor blev glæden dog kort, da jeg mærkede det temperaturskift, som regnen bragte med sig. Nuvel, festen i torsdag blev stadig holdt på taget af Rainbow House, så det er ikke fordi, det er blevet frostgrader. Men resten af weekenden bød på ustadigt vejr med en hel del regn, blæst og væsentligt lavere temperaturer. I morgen har de lovet mere regn... dammit! Nogen, der ved, hvad gummistøvler hedder på arabisk?

I øvrigt har jeg adopteret en lille killing. Jeg kalder den Meew Meew, og den kommer på ingen måde, når jeg kalder. Men når den så endelig kommer rendende, er den slet ikke til at stå for! Så miaver den foran min bygning, til jeg kommer ned og kæler for den. At skrive, at jeg har adopteret den, er i virkeligheden en overdrivelse, for den kommer slet ikke op i min lejlighed, men jeg syntes bare det lød fjollet at skrive, at jeg er blevet ven med en lille pelsklump, som jeg lejlighedsvist aer. Og tro mig, det er min intention at tage den med på besøg i lejligheden, næste gang jeg ser den. Men som sagt kommer den ikke rigtig, når jeg kalder, så jeg har ikke fortalt den, at jeg har adopteret den endnu. Det må blive i morgen.


Meew Meew's extended family - Meew Meew selv var ikke til stede denne dag

Den kommende uge byder arbejdsmæssigt på nogle spændende begivenheder. Den Europæiske Filmfestival startede i dag, og vi har på den danske ambassade arbejdet hårdt og længe med at planlægge nogle kulturelle arrangementer for unge i forbindelse med visningen af den danske film Fighter - filmens seje hovedperson Semra Turan kommer bl.a. til Amman i weekenden for at deltage i arrangementerne. Vi var til den officielle åbning af festivalen her til aften, hvor to miljøfilm i tråd med tidsånden var på programmet. Fortæller mere om filmfestivalen og vores events snarest muligt. Derudover skal jeg til møde i Europakommissionen i morgen, og da det nu er 3 måneder, siden jeg startede som praktikant, skal jeg have en midtvejssamtale med Jens Ole, som jeg primært arbejder for. Vi er også i fuld gang med at finde de nye praktikanter til næste semester, sjovt at få lov til at læse ansøgninger og vælge ud. For jer starter en ny uge i morgen, men for mig startede den altså i morges og er allerede i fuld gang. Ha' en rigtig dejlig start på ugen.

2 kommentarer:

  1. Hurra, jeg elsker din blog:-) Hils Meew meew. Hvornår kommer din far ned til dig?
    Knus Anette

    SvarSlet
  2. Hurra, jeg elsker, når folk kommenterer, og ikke mindst når det er dig! Insha allah ser jeg min far hernede fra den 14. november, hvilket vil sige om 14 dage, og jeg glæder mig!
    Kram lige tilbage til dig!

    SvarSlet