Lidt mere om demokrati og pressefrihed

For et par uger siden tillod jeg mig her på bloggen at kommentere lidt på, hvor langt Jordan kan siges at være nået i sin demokratiske udvikling. En af mine mere kritiske læsere - min Far, hvem ellers - havde efter at have læst mit indlæg den indstilling, at nok kunne jeg måske have ret i min kritik, men kan man som "gæst" i et andet land tillade sig at kritisere det, og det efter blot at have opholdt sig der i 3 måneder? Og skal man ikke have med, at Jordan må siges at være et ganske ungt demokrati - den stolte demokratitradition, som vi brøster os af i Danmark, har vi jo været århundreder om at udvikle. Så selv om skridtene måske er små, bevæger de sig i den rigtige retning, og det skal man vel anerkende og påskønne i stedet for at kritisere?

Nu betragter jeg jo for det meste min fader som en ganske klog herre (og sætter i øvrigt altid pris på, når folk kommenterer mine indlæg), og jeg kan da også følge ham i ovenstående kritikpunkter et stykke af vejen, men når jeg nu alligevel tillader mig at tage emnet op igen, så skyldes det for det første, at jeg ikke kan lade være, fordi demokratisering generelt interesserer mig meget, og for det andet at jeg føler mig voldsomt provokeret, når Jordans reelle politiske magthaver, kong Abdallah, udtaler, at "the sky is the limit" hvad angår ytringsfriheden. Jeg føler mig overbevist om, at der er bloggere, kommentatorer og andre meningsdannere hernede, der deler min provokation.

For nylig udkom dette års udgave af den franske organisation Reporters Without Borders pressefriehdsrapport. Interesserede kan læse rapporten her. Rapporten - der i øvrigt giver Danmark førstepladsen - placerer Jordan på 112. pladsen, hvilket er 16 pladser bedre end sidste år. Det burde vel være sød musik i mine demokratielskende ører, og i alle andres i øvrigt, at Jordan forbedrer sin placering med hele 16 skridt opad. Alligevel synes jeg nu, at det er svært at komme med oprigtige bifald, når man ellers læser, hvad der sker hernede. Den velrenommerede jordanske blogger "Black Iris" har skrevet et indlæg om netop denne rapport, hvori han fremhæver, at Jordans forberedrede placering nok snarere skal ses i lyset af, at der det seneste år ikke har været nogle alvorlige, opsigtsvækkende overtrædelser af pressefriheden mere end det er et udtryk for, at udviklingen i landet går i den rigtige retning. At der i regionen er talrige eksempler på lande, der gør det endnu værre (Iran, Syrien og Saudi-Arabien er således nr. hhv. 172, 165 og 163 ud af 175 lande), tjener jo kun til yderligere at stille Jordan i et relativt bedre lys.

Som et eksempel på, hvorfor rapportens resultater skal tages med et gran salt (eller et gram, det er åbenbart sådan, de unge vil have det), kan jeg nævne, at man ifølge jordansk lov skal være medlem af JPA - Jordan Press Association - for at kunne få lov at arbejde som journalist. Dette betyder reelt, at udlændinge ikke kan arbejde som journalister i Jordan, da JPA er forbeholdt uddannede journalister med jordansk statsborgerskab. Og det betyder også, at man er nødt til at lægge nogenlunde samme linje som JPA for at kunne beholde sit job. Hurra for blogging, siger man så! Selv samme JPA truede desuden for nyligt regeringen med at lægge sag an, efter at kulturministeriet etablerede en "klummeskribent-klub". Det gjorde de med den begrundelse, at ikke alle klubbens skribenter var medlemmer af JPA. At JPA har besluttet at droppe sagen igen skyldes kun, at klubben har indvilliget i at blive lagt ind under JPA's paraplyorganisation. Så meget for fri meningsdannelse. Heller ikke historien om sarayanews.com, som jeg omtalte i mit tidligere indlæg, bidrager til indtrykket af Jordan som et videre pressefrihedselskende land. "Black Iris" nævner yderligere farcen om et parlamentsmedlem, der smed en klipsemaskine i hovedet på en journalist, fordi vedkommende angiveligt havde skrevet "uetiske historier" om ham.

Som altid er hjælpen, forsoningen og forbedringerne dog på vej, og kong Abdallah har således udtalt, at fra nu af vil ingen journalister kunne blive fængslet for deres arbejde. "Black Iris" pointerer, at det kunne være rart, hvis dette udsagn blev fulgt op med en lov, men det er nu mit indtryk, at kongens ord er så godt som lov hernede. Alligevel kunne meget tyde på, at landets journalister, redaktører og bloggere ikke føler sig fuldstændig overbevist om, at deres rettigheder reelt er sikret, når 94% som bekendt har tilkendegivet, at de udøver selvcensur, mens ikke færre end 43% siger, at de er blevet tilbudt en eller anden form for incitament af regeringen for at undlade at skrive en bestemt historie!

Nu vi er ved pressefriheden, har jeg i denne uge fundet ud af, at min blog er utilgængelig og dermed forbudt i landet uden Facebook, Syrien. Hep hey, så kan jeg jo skrive frit om, hvad jeg synes om præsident al-Asads overskæg, det vil jeg tænke over til næste gang.

Før jeg smutter skal jeg nævne, at jeg har oprettet noget nyt på min blog, nemlig en afstemning. I finder den ude til højre under mit profilbillede. Da jeg absolut ingen anelse har om, hvor mange mennesker der læser min blog, kunne det være sjovt, hvis jer, der læser med, gad afgive jeres stemme, så jeg får en idé om, hvor mange og hvor ofte, der sidder nogen på den anden side af skærmen. Lige så meget som jeg nyder at blogge, lige så nysgerrig er jeg jo efter at vide, om der overhovedet er nogen, der gider læse mine skriblerier - og blogging er jo desværre fortrinsvist envejskommunikation. Derfor bliver alle kommentarer på indlæg modtaget med kyshånd, også de anonyme :)

Ka' I nu ha' rigtig go' weekend derhjemme. Jeg lover, at jeg snart igen vil gøre brug af min ucensurerede ytringsfrihed og blogge løs om stort og småt fra Arabiens land. Pas godt på jer selv og hinanden.