Under alle omstændigheder har jeg nyt til min liste:
#28: Umm Qais:For et par uger siden var jeg en tur i Umm Qais, der ligger ca. 110km nord for Amman, helt oppe i hjørnet, hvor Jordan, Israel og Syrien mødes. I må lige bære over med, at det indsatte kort er på belgisk - det var det bedste, jeg lige kunne finde! Egentlig var det min plan bare at tage derop alene, men det fik jeg fortalt til min ven Ali, og så kunne der ikke være tale om, at jeg skulle tage bussen alene til Umm Qais. Ali kommer selv fra Irbid, der ligger 30km syd for Umm Qais, og da han skulle hjem og besøge familien samme fredag, kunne han jo snildt køre mig. Sødt af ham.


Som bekendt rækker den jordanske venlighed dog langt længere end bare til en køretur, og derfor fik jeg også selskab af Ali på min slendretur rundt i Umm Qais. Ruinbyen er spændende i sig selv, men jeg må indrømme, at det er udsigten, der gør stedet helt spektakulært. Som I kan se, er synes af Geneserat Sø, Tiberias på den israelske bred og Golanhøjderne på den syriske ganske i stand til at tage vejret fra enhver beskuer.

Geneserat Sø og Golanhøjderne i baggrunden
Jordansk gæstfrihed inkluderede naturligvis også frokost hos Alis familie - nu var vi jo i nabolaget. Nu ved jeg ikke, hvor tit Ali hiver lyshårede arabisktalende tøsebørn med hjem til den udvidede familie, men jeg følte mig nu lidt betuttet over den store nysgerrighed, familien udviste. De var dog super søde og inviterede mig da også til at komme igen, når fårene skal slagtes i anledning af offerfesten Eid al-Adha her i den kommende weekend. Selv om jeg forsøgte at institere på at tage en bus hjem, skulle jeg selvfølgelig også bringes retur til Amman efter den sene frokost og blev således kørt lige til hoveddøren.
#29: (Mindet om) Meew Meew
Ak ak. Jeg tror, at min lille killing Meew Meew fornemmede, at jeg var ved at få ejerfornemmelser, for i hvert fald har jeg ikke set pelsklumpen siden jeg bekendtgjorde, at jeg havde til hensigt at adoptere den (men jeg skal hilse, hvis jeg ser den Mathias :)). Måske skulle jeg overveje at finde mig et mere trofast husdyr - så vidt jeg ved har min kære lillebror netop investeret i et par godmodige guldfisk, der dagen lang svømmer rundt i en bowle; det var måske ikke helt dumt?!?
#30: Hammam'en i Amman
Jeg glemte at føje byens hammam (badeanstalt) på min liste, og det var da i allerhøjeste grad en fejl. Tror snart, jeg skal en tur forbi igen - hvis ikke før så i hvert fald, når Sofie kommer på besøg sidst på måneden, så vi kan blive forkælet lidt!
# 31: Esaki Restaurant
For nogle uger siden puttede jeg ren luksus til den halve pris på min Jordan-liste, og herunder nævnte jeg sushi-restauranten Esaki. Men efter at have aflagt det herlige spisested endnu et besøg, denne gang ledsaget af min Far, har jeg besluttet, at stedet simpelthen fortjener sin egen plads på listen. Det er uden tvivl den bedste sushi, jeg nogensinde har smagt, og hver eneste gang jeg er der (og det er efterhånden blevet til et par gange), er servicen i top og oplevelsen uovertruffen. 6 ud af 6 kokkehuer til Esaki fra en madglad sushifan.
Mmmm... sushi...
#32: Tirsdagsjazz på Canvas
Hver tirsdag er der jazz på en restaurant/bar her i Amman ved navn Canvas. Det er super hyggeligt og en udmærket lejlighed til at drikke cocktails på en hverdag. Stemningen er lækker, og hvis man ser bort fra det faktum, at 95% af klientellet er mørkhårede og har brune øjne, kunne man snildt forledes til at tro, at Canvas lå et sted i Berlin, Paris eller Stockholm. Hånden på hjertet - hvor mange af jer derhjemme var klar over, at de unge jordanere om tirsdagen går ud og hører jazz...? Forskellen mellem hér og dér kan af og til være svær at få øje på.





Ja, jeg er jo BACK IN THE USSR (eller Detdeter) og ønsker kun at kunne GET BACK. Til solen,lyset - november her, uha-uha!
SvarSletSå derfor utroligt dejligt at læse om udflugterne - fra the DAY TRIPPER.
k.far
Hvor lyder det hele bare godt! Esaki, er dybt misundelig! Jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan spore pakken, når den er uden for landet, så der er ikke andet for, end at krydse fingre!
SvarSletKnus A
Nå, så er det mig igen. Kan se pakken er ankommet til 'toldbehandling' den 14. nov, så hvis du ikke har fået den, er det enten pga af et langsomt postbud, ellers så er det dem i tolden, der har spist det juleguf jeg havde puttet i. Øv! Jeg krydser dog stadig fingre for et langsomt postbud...
SvarSlet