At være eller ikke være - en politistat

I snart 3 måneder har jeg haft midlertidig bopæl og ditto opholdstilladelse i Jordan, og som I sikkert fornemmer, er jeg rigtig glad for at være her. Vejret er skønt, naturen er storslået, og arbejdet på ambassaden er i det store hele både spændende og afvekslende. Jordan har således på alle måder taget imod mig med åbne arme og fremstår som et gæstfrit åbent lille kongedømme - ganske vist ikke et fuldbyrdigt demokrati, sådan som vi kender og elsker det hjemme fra Fort Europa, nuvel - men bestemt på vej i den rigtige retning. Fuld ytringsfrihed til alle, det er da målet, bestemt.

Da jeg i sidste uge var til møde i byen Zarqa, der ligger lidt nord for Amman, gik jeg forbi en gigantisk plakat af Jordans elskede monark og patriark, kong A himself. I sin fineste hvide gallauniform og med et patriotisk og myndigt blik til de forbipasserende. Straks fik jeg kameraet frem og knipsede et pragteksemplar til min samling af konge-billeder (jeg bytter gerne, hvis I ligger inde med nogle gode?). Og minsandten om ikke jeg var dobbelt heldig - på den anden side af vejen prydede endnu en kæmpeplakat gadebilledet - denne gang med beduin-Abdallah, komplet med hovedtørklæde og prægtig skægvækst. Hvor heldig har man lov at være, tænkte jeg og fik et godt billede.

Men ak, min glæde var kort. Hvad jeg ikke havde set, var at dette beduin-style portræt hang ved siden af en militærbase, og ikke så snart jeg havde fået taget mit billede, kom to soldater over mod mig og ville have mig ind på basen. Lynhurtigt fik jeg slettet de to billeder, jeg havde taget af kongens portrætter og skyndte mig at fremvise mit kamera til dem. Men selv om de to soldater ikke kunne bevise, at jeg havde taget billeder af statsoverhovedet, ville de ikke lade mig slippe så let. De insisterede på, at jeg skulle komme med dem. Havde jeg ikke talt arabisk, tror jeg det kunne være blevet en lang eftermiddag. Hændelsen fik mig selvfølgelig til at undre mig, for det er ikke første gang, jeg har oplevet at blive tilbageholdt af soldater, når jeg tager billeder af kongens portrætter. At tale om Jordan som et demokratisk samfund begynder ligesom at give rimelig dårlig mening, når soldater og sikkerhedsstyrker patruljerer gaderne og overvåger landets borgere.

At der er langt igen med hensyn til demokratiseringen af civilsamfundet blev jeg yderligere bekræftet i, da jeg i dag læste, at nyhedssitet sarayanews.com sandsynligvis står til at blive lukket eller bødestraffet af The Jordan Press Association, fordi nyhedssiden for to måneder siden bragte læserkommentarer, der fornærmede en fremtrædende stamme i Jordan. Den slags tillader presseforbundet naturligvis ikke. Vestligt skolet som jeg er, kan jeg ikke lade være med at synes, at det smager lidt af censur, og burde presseforbundet ikke tage sig af langt mere presserende problemer - som fx at forholde sig til det faktum, at 94% af alle journalister udøver selvcensur i deres daglige arbejde, fordi de frygter repressalier og fyringer og ikke føler deres ytringsfrihed og rettigheder beskyttet? Disse anklager afvises imidlertid blankt af forbundets formand, der har udtalt, at nok er deres rolle at beskytte journalisters rettigheder, men samtidig er det deres pligt at forhindre fremtrædende familiers gode navn og rygte at blive tilsmudset.

Heldigvis er der gode folk, der arbejder utrætteligt for at overbevise mig om, at jeg tager fejl, og at min tvivl og skepsis er ubegrundet. På et møde i ministeriet for politisk udvikling (bare navnet - come on! Hvem sagde Newspeak?) i formiddags fik både ministeriets generalsekretær og hans excellence ministeren selv således lejlighed til at gentage, at i Jordan kan vi tale om alt; censur hører fortiden og de andre arabiske stater til. Bare hvis jeg skulle være i tvivl. Alligevel ved jeg ikke, hvor tryg jeg føler mig; hvis der en dag skulle være en ansat i den jordanske efterretningstjeneste, der skulle falde over min blog, er jeg ikke sikker på, at jeg blot ville kunne fortsætte mine skriverier om det jordanske samfund - hvis man ikke må tage billeder af en mand, hvis portræt i forvejen er at finde alle steder i både det offentlige og det private rum, må man nok heller ikke stille sig tvivlende over for et kongedømme, der på papiret lugter af demokrati men i realiteten smager mere af politistat.