Mansafmiddag hos nye venner

Hvad gør man, når det er så længe siden, at man sidst har blogget, at man ikke aner, hvor man skal ende og begynde, fordi oplevelserne står i kø og på nakken af hinanden for at blive griflet ned og delt med omverden? Når man siden sidst har været på sight seeing i Jordan, deltaget i et seminar i Libanons bjerge med 50 unge libanesere og danskere, der tog en på sengen ved at være en overordentligt positiv overraskelse? Når man herefter har fået en overvældende stak nye venner, rejst rundt i Libanon og oplevet et ganske anderledes Mellemøsten samt ikke mindst bevidnet Danmark kvalificere sig til VM i Sydafrika? Hvor i alverden starter man så?!

Man starter, der hvor man står, og det er for mit vedkommende hjemme i min lejlighed i Amman. Klokken nærmer sig midnat, og jeg er netop kommet hjem efter at have været til middag hos den jordanske pige, Halima, som Anne, Kirstine og jeg var til bryllup få dage efter, at jeg var ankommet til Amman. Længe har hun kimet Anne ned for at få os til at komme ud og besøge hende og hendes mand, der bor en halv times kørsel uden for hovedstaden på vej ud mod Dødehavet. Og egentlig skulle jeg ikke have været med, men på mystisk vis endte jeg alligevel kl. 18 at blive samlet op af Halimas søster sammen med Anne og Thomas (som i parentes bemærket er kommet herned for næsten 3 uger siden). Ikke at jeg kunne kende søsteren overhovedet; til brylluppet var hun i et stort skrud af en balkjole og havde sit smukke brune hår løst, mens hun i dag bar tørklæde og den traditionelle sorte 'abaya, som nogle kvinder bærer ud over deres almindelige tøj for at skjule de kvindelige former. Jeg kom til at tænke på, at det var første gang, jeg kørte med en kvinde bag rattet - men det var dog ikke, fordi jeg kunne mærke den store forskel; kvinderne kører mindst lige så hasarderet som mændene og har ligeså meget hang til at dytte af alt og alle inden for de nærmeste 10 meters afstand.


Halima og hendes mand Omar

Hos Halima og Omar blev vi modtaget med de åbneste arme, man om muligt kan forestille sig. Halima er 27 og nygift. Hun er uddannet lærer og leder for tiden efter et godt arbejde, men det er svært at finde et, hvor lønnen ikke er urimeligt lav - pt. tjener hun 150JD (1080kr) om måneden. Hendes mand arbejder for militæret og får en lidt bedre løn, men det er stadig ikke noget at prale af. På trods af at Halima er engelsklærer, foregik samtalerne det meste af tiden på arabisk, en smule til Annes frustration, da man hurtigt løber tør for samtaleemner, når man kun har taget arabisktimer i 2 måneder! Vi fik serveret en kæmpe portion mansaf - jordansk specialitet bestående af ris, kød og en slags youghurtsovs, der hældes ud over. Det smager meget bedre, end det lyder!! Efter maden blev vandpiberne fundet frem, vi fik te, kage og kaffe, og Halima var dybt skuffet over, at vi ikke ville blive og sove. Og hvornår skulle vi tage til Aqaba sammen? Hvornår ville vi komme og besøge dem igen? Vi er jo hendes søstre! Igen og igen gentog hun, hvor glad hun var for, at vi var kommet for at besøge hende, og at vi meget snart måtte komme igen.


Mansaf'en er serveret

Sådan en aften er det svært ikke at føle sig overvældet af al den gæstfrihed, der til overflod tilflyder en. Jeg havde bogstaveligt talt dårlig samvittighed over at bryde op ved 23-tiden, og jeg grubler over, hvordan jeg dog kan gengælde al den venlighed og imødekommenhed, Halima og hendes mand viser os til trods for, at vi jo i virkeligheden er hinanden fremmede. Ville man opleve den samme gæstfrihed og oprigtige venlighed hjemme i Danmark? Der var virkelig ikke sparet på noget, og den slags kræsen disker vi danskere jo normalt kun op med, når vi vil forkæle vores nære venner eller familie. Jeg føler mig under alle omstændigheder stadig lige overvældet, hver gang jeg oplever den enorme gæstfrihed, som arabere generelt og jordanere i særledeshed er kendt for. Overvældet på en god måde, ganske vist. Men som sædvanlig også meget mæt og en anelse oppustet!

Aahh, det er skønt at være tilbage på bloggen! Håber I alle har det godt, glæder mig til at høre, hvordan I hver især har det, om I så end befinder jer derhjemme eller i det store udland.