Første dage på arbejde

Det er mandag, det er varmt, og 2. officielle arbejdsdag lakker snart mod enden. Det kommer nok til at tage mig en rum tid mentalt at vænne mig til, at søndag er første arbejdsdag i ugen, fordi det jo betyder, at når I andre ligger og snuer til langt ud på eftermiddagen om søndagen, sidder jeg i 35 grader på min pind og plejer de danske interesser her i det lille arabiske kongerige!

Jeg startede altså officielt i går, og det er lige på og hårdt - allerede efter et par timer var jeg i fuld sving med at sætte mig ind i det jordanske verdensbillede via forskellige medier, blogs, rapporter mv. Min primære opgave er at følge med i, hvad der foregår i Jordan, og det kommer jeg bl.a. til at gøre ved at læse aviser (primært engelske men forhåbentlig med tiden også arabiske - man er vel ikke sprof for ingenting, men det går altså stadig ret langsomt, så det nytter jo ikke rigtig noget, at jeg er en halv time om at skimme en forside igennem, når en af de jordanske ansatte kan gøre det på 3 minutter! Men inshallah med tiden!). Derudover er der også en række blogs, som er interessante at følge, fordi der ofte kommer nogle ilde hørte sandheder på bordet eller i hvert fald nogle mere kritiske røster til orde, end hvad Jordan Times og de andre regeringstro (eller nærmere kongetro) medier kan præstere. På pressefrihedsfronten er Jordan (som så mange andre arabiske lande) et paradoksernes land; på den ene side har kong Abdallah den 2. udtalt, at "the sky should be the limit" når det kommer til presse- og ytringsfrihed, og på den anden side tilkendegiver 94% af jordanske journalister, at de udøver selvcensur. Flere af de mere seriøse bloggere har da også været en tur til kammeratlig samtale med de jordanske myndigheder eller ligefrem en tur i fængsel, så der er ikke megen grund til at være optimistisk hvad angår en positiv udvikling på pressefrihedsfronten.

Herudover skal jeg indimellem skrive indberetninger om forskellige relevante emner; et af dem, som jeg første kommer til at beskæftige mig med, bliver forholdet mellem Jordan og Israel i løbet af de seneste 15 år, hvor der jo har eksisteret en fredsaftale mellem de to lande. Et andet emne er de irakiske flygtninge, som der er en stor del af i Jordan som følge af invasionen i 2003, ligesom de mange palæstinensiske flygtninge også stadig er et issue. Jeg kommer til at gå til en del møder, dels med mine overordnede, dels alene, og det skal nok også blive sjovt nok at prøve. På den mere rutineprægede front er det det næste halve år mig, der er ansvarlig for ambassadens hjemmeside, så jeg har i dag siddet i telefonkonference med Udenrigsministeriets helpdesk og med deres hjælp fået uploadet mine første dokumenter på hjemmesiden - nice! Indholdet af dokumenterne er jeg dog ikke ansvarlig for, så ret meget er der faktisk ikke at prale af... men hvad, lidt har også ret!

I dag har Anne, den anden praktikant og jeg besøgt Parlamentet, som er det jordanske underhus. Vi var der sammen med en gruppe unge danskere fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS) og overhørte bl.a. en behandling af et lovforslag. Det var spændende nok, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at de danske parlamentsmedlemmers opførsel i Folketingssalen er noget nær eksemplarisk i forhold til deres jordanske kolleger: de enkelte talere snakkede i flere minutter af gangen, folk sad og snakkede med hinanden eller gik rundt i salen og lavede alt muligt andet end at høre efter, tilhørere og andre vadede ind og ud af salen, og mobiler ringede konstant. Apropos de ringende mobiltelefoner, så var jeg i går aftes i teatret med Anne og de to MS-praktikanter, Nicolas og Kirstine (hvis stue vi bor i pt.), og her ringede mobilerne endnu mere; gennem hele den 1½ lange forestilling gik der ikke 5 minutter uden at man blev afbrudt af en enerverende ringetone (som arabere i øvrigt specialiserer i - jo mere tacky, jo bedre!). Folk kom og gik også, som det passede dem, under forestillingen. Hehe, gad godt se folks reaktion i det Kongelige Teater, hvis en tilskuer først sms'ede, derefter modtog et opkald for til sidst at vade ud midt under forestillingen....! Men altså, lidt kultur bliver det således også til, skuespillet i går var rigtig godt, og i aften tager Anne og jeg til filmpremiere på en italiensk-palæstinensisk film ved navn "Forbidden Childhood". Onsdag skal overvære nogle prøver til et andet skuespil og torsdag vist nok til bryllup! Jordanerne er meget venlige, og selv om man ind imellem er i tvivl om, hvorvidt de fx. inviterer en med til deres bryllup af ren og skær høflighed, så har jeg indtil nu kun mødt folk, som selv følger op på invitationerne og ringer for at sikre sig, at man nu også kommer.

Tak for mails til de af jer, der har haft tid til at skrive, håber I alle har det godt. Jeg har glemt mit kamera i dag og kan derfor først uploade nogle billeder fra arbejdet mv. i morgen, men de skal nok komme, I promise!