Ahlan wa sahlan fi al-Urdun!

Så er jeg endelig kommet til den forjættede by Amman, som det næste halve år skal være min hjemstavn, min home town, mit hood - and I like!

Efter en fejlfri flyvetur (tak til Turkish Airlines) med pitstop i Istanbul og ganske udmærket flymad på begge flyvninger landede jeg i går aftes kl. 21.15 lokal tid (som i øvrigt er GMT+2 og altså 1 time foran DK for de uindviede) med maven fuld af sommerfugle og Turkish meatballs. Undervejs fra Istanbul til Amman havde min Jordan-guidebog fanget min sidemands opmærksomhed, så han spurgte, hvor længe jeg havde tænkt mig at blive i landet - efter hans mening var der nemlig ikke mere at komme efter i Jordan, end at det kunne klares på 6-7 dage. Så da jeg svarede 6 måneder, så han mildest talt tvivlende ud! Min nye ven, Farook, viste sig at være en eksil-jordansk optiker med bopæl i Qatar, og resten af flyveturen fortalte han om jordanerne og deres land med skiftevis slet skjult foragt og tydelig stolthed og begejstring! Ikke desto mindre var han venligheden selv, og da vi landede i Queen Alia Airport fik jeg hverken lov til at bære min egen bagage af bagagebåndet eller til at køre trolleyen. Og mine planer om selv at tage en taxa til centrum - ikke tale om! Hans partner holdt uden for i en stor, hvid bil (ja ja, jeg aner ikke hvad mærke det var, men den var stor, hvid og firkantet - og fra Qatar, jeg læste det selv på nummerpladen!). Så på vejen ind til Amman fik jeg lejlighed til at øve arabisk og vænne mig af med de slemme slemme irakiske særheder, der har sneget sig ind i mit sprog de sidste par måneder. Til gengæld anede de to unge herrer absolut ikke, hvor mit bestemmelsessted lå, så i en time kørte vi rundt i byen for at spørge snart den ene, snart den anden tilfældige forbipasserende om vej. Til sidste lykkedes det dog, og Anne, den anden praktikant på ambassaden, der ankom for 14 dage siden, stod klar til at tage imod. Vi bor pt. i den lejlighed, som de tidligere praktikanter har boet i men flytter om 2 dage. Herefter bor vi i nogle danskeres lejlighed indtil den 18. august, hvor vi kan flytte ind i det hus, der hedder Rainbow House, som er en slags bofællesskab med unge fra flere forskellige lande.

I dag har jeg være på ambassaden og mødt de fleste af de ansatte, men min første arbejdsdag er på søndag - hernede er det jo weekend fredag og lørdag. Den tidligere praktikant, Ann-Sofie, har haft sidste arbejdsdag, så hun kunne lige nå at sætte mig lidt ind i mine arbejdsopgaver, inden hun selv smutter herfra, så det var jo meget praktisk. Arbejdet vil jeg dog vente med at fortælle om, til jeg officielt er kommet i gang, men jeg kan sige så meget, at det virker rigtig spændende - og der er nok at tage fat på! I aften er der afskedsfest for Ann-Sofie i Rainbow House, så der får jeg mulighed for at se mit nye hjem lidt an - det glæder jeg mig til!

Jeg håber at I alle har det godt derhjemme og at sommeren måske er vendt tilbage med fornyet kraft - det virkede da lovende i tirsdags?!