Byen sover

Som i resten af den muslimske verden er det blevet Ramadan i Amman. Og nu er det ikke for at fornærme en hel verdensreligion eller noget, men nøj, hvor er det kedeligt! Fra den ene dag til den anden forsvandt alt liv, museer lukkede ned, cafeer og restauranter trak skodderne for, og bilerne blev støvsuget ud af gaderne. Amman leger i bogstaveligste forstand ”byen sover”, og der er desværre en hel måned, til der kommer nogen og vækker den. I hverdagen er der i løbet af dagtimerne selvfølgelig stadig en del biler på gaden (tror aldrig den dag kommer, hvor Amman ikke er vidne til mindst 50 trafikpropper på en enkelt dag), men når klokken nærmer sig 19 og dermed fastebrydningstid, bliver gaderne øde. Helt uvant. Mange restaurationer vælger helt at holde lukket måneden ud, mens andre kun har åbent efter solnedgang. Men langt de fleste jordanere spiser iftar, fastebrydningsmåltidet, hjemme sammen med familien eller på et af de store hoteller, der laver ramadanbuffeter, så der er en underlig slumrende stemning i byen, hvor vi hedninge går rundt og venter på, at Amman skal vågne op til dåd igen.

I weekenden fik jeg endelig mulighed for at komme ud af byen. For første gang i mit liv var jeg i fredags på hiking-/trekkingtur sammen med Anne, Kirstine, Nicolas og Niels (de tre sidstnævnte arbejder alle sammen for MS som hhv. praktikanter og journalist). Vi tog ud til det Døde Hav, og herfra startede en lang, udfordrende, anstrengende og sindssygt flot tur ind i en bred kløft i bjergene, der ligger modsat havet. På hver side inde i kløften kigger man op på de nøgne, lerfarvede, stejle klippesider, mens man arbejder sig længere og længere ind i bjerget. Der er ingen sti, så man følger et lille vandløb så godt man kan, hvilket de fleste steder er nemmere sagt end gjort – det blev til en del klatren og krumspring!

Det anbefales, at man tager turen om foråret eller efteråret, og da vi kom derud, forstod vi hvorfor – vandløbet var mange steder ikke mere end en lille bæk, og de naturlige små søer, som uden for sommersæsonen opstår undervejs på turen, og hvor man passende kan tage en dukkert på sin slidsomme vandring, var der simpelthen ikke – der var kun store sten og klipper og over os en sol, der bagte ubarmhjertigt ned og bragte temperaturen op mod de 40grader allerede inden middag. Så de kølende dukkerter måtte vi dagdrømme os til!

Jo længere vi kom ind i kløften, jo bredere blev den lille bæk dog, og efter ca. 3 timers klatring og langsommelig vandring fremad kom vi til noget helt fantastisk – et ca. 20 m højt vandfald, hvor det kølige, friske kildevand plaskede ned i hovedet på os fra et sted højt oppe over os. Herunder kunne vi endelig få en tiltrængt og forfriskende ”dukkert” (hvis man kan kalde det dét, når man stiller sig ind under et vandfald og står i vand til anklerne!). Efter adskillige ture under vandfaldet og lidt frokost tog vi turen op af bjergsiden for at forsøge at komme op og se, hvor vandet kom fra. Det viste sig dog ikke at være helt ufarligt; der var ikke noget at holde fast i på vej op af bjerget, og under os kunne vi bare se vandløbet blive mindre og mindre – til gengæld var det det hele værd, da vi nåede toppen, vendte os om og bag os kunne se det glimtende Døde Hav og på den anden side Vestbredden ligge mellem klippesiderne bag os.

Da vi kom tilbage til civilisationen og de store luksushoteller på det Døde Havs jordanske bred efter 7 timers spændende, men hård trekkingtur, var der stadig 3 timer, til vores taxachauffør ville komme og hente os, og der var ikke noget, jeg havde mere lyst til end en iskold cola. Men ak, Mövenpick Resort forlanger 40JD (300kr) bare i indgang, og det var der ikke nogen af os, der havde penge med til eller lyst til at betale. De meget søde og snaksalige vagter lod os dog få noget koldt vand fra deres vagtskur og fortalte, at der længere nede af vejen lå noget, der er det tætteste, man kommer på en offentlig strand ved det Døde Hav. Her var indgangsprisen 12JD (90kr), men så var der til gengæld både pool og adgang til stranden. Og så fik jeg endelig en tur i Dødehavet – det var noget af det, som jeg hjemmefra jeg havde glædet mig meget til at prøve i Jordan. OG SOM JEG ALDRIG GØR IGEN!!! Må jeg spørge, hvad der lige er så spektakulært ved det?! Jaja, man kan flyde og ligge i vandet og læse avis – unikt nok. Men hvad er prisen?! Sviende smerte i samtlige smårifter, sår og kropsåbninger!!! Og jeg skal hilse og sige, at man har en del småskrammer efter sådan en trekkingtur i bjergene. Jeg holdt lige præcis 3 minutter i vandet med 30% saltindhold, så havde jeg fået nok. Det Døde Hav – dødssygt, hvis du spørger mig! Opreklameret turistfælde! Til gengæld har jeg sjældent set så smuk en solnedgang, som den vi fik at se, da solen forsvandt bag bjergene på Vestbredden af det Døde Hav og farvede himlen og havet rosa.

#8: Trekking/hiking i Jordans bjerge

Da vi troede, at der ville være meget mere vand, var der ingen af os, der havde medbragt kamera - super ærgerligt ikke at have billeder fra den smukke tur. Ikke desto mindre har jeg fundet disse billeder på nettet, som i det mindste giver et lille indblik i, hvordan der så ud. Virkelig, virkelig smukt.

#9: Solnedgang over det Døde Hav

Jeg vil mene, at solnedgangene over Vesterhavet ved Blokhus er nogle af de smukkeste i verden - men den, vi fik at se over det Døde Hav, var bestemt heller ikke værst..

#10: Booksat Cafe - Ramadan refugium!

Et af de få steder, der ikke er lukket helt ned under Ramadanen - dog har de kun åbent indenfor, så der er ikke adgang til de to store lækre terasser, hvor der ellers er fantastisk udsigt over byen og rigtig god stemning (det nederste billede!). Her kommer de unge, hippe jordanere, ligesom en del turister finder vej forbi. Anette og Pernille - lur mig, om ikke I kommer til at smutte en tur eller to på Books, når I kommer herned!

#11: Kreativ plantebeskæring

... Gør det ikke bare ens dag bedre, når man på sin gåtur passerer den ene kreative beskæring af fortovsbeplantningen efter den anden?! Ind imellem får jeg på fornemmelsen, at der er en konkurrence i gang i byen, hvor det gælder om at finde på den mest gakkede form for klipning af de stakkels forsvarsløse buske...