Godt begyndt er halvt fuldendt

Om ganske få dage oprander en mærkedag. Den 29. oktober har jeg som minimum 3 ting at fejre; for det første fylder min gode ven og byrådskandidat Tim Andersen 26 år - tillykke til dig Tim - og for det andet er det min egen halvårsfødselsdag, hvilket betyder, at der kun er et halvt år, til jeg definitivt forlader starttyverne og begynder at bevæge mig mod de 30. Men der er nu en tredje grund til at markere den 29. oktober, og det er ganske simpelt, at jeg på torsdag har været her i Jordan i præcist 3 måneder og dermed er halvvejs gennem mit praktikforløb. Halleluja hvor er tiden gået stærkt. Mon det næste kvartal kommer til at forsvinde ligeså hurtigt mellem hænderne på mig?

Det er blevet efterår i Amman og i mit nabolag

Hvad der i hvert fald synes at være forsvundet for denne gang, er sommeren og temperaturer over 30 grader, i det mindste i Amman. Jeg går stadig på arbejde i korte ærmer og bare ben, men om aftenen er det begyndt at blive køligt - i går aftes måtte jeg således have en tynd jakke på for første gang, da jeg gik ud (hehe.. I gider ikke høre om det derhjemme, gør I vel?!). Men efteråret er altså - som I kan se - på vej, og selv om jeg ikke just savner gråvejr, blæst og regnbyger, der kommer og går en hel dag, så er der nu ikke noget som lange traveture i efterårsskovene derhjemme, når træerne er ved at flyde over i farveorgier. Ikke én eneste gang har jeg hidtil oplevet regn i løbet af mine 90 dage i Jordan. Men, frygt ej, det er jeg nu ganske sikker på, at jeg kommer til - og når det regner hernede, så regner det big time. Well well, den tid...

Men nu er det vist ved at være på høje tid at få skrevet lidt om de berømte og berygtede 114 fantastiske ting ved Jordan, for er der noget, jeg i dén grad har forsømt at opdatere på det seneste, så er det vist min liste. Og nu, hvor jeg er halvvejs gennem mit ophold, vil nogle måske mene, at jeg også burde være halvvejs med min liste og således have ført ca. 57 punkter til listen, fordi jeg i modsat fald vil få vældig travlt de næste tre måneder. Men den slags nøjeregnende, ukreative og pedantiske mennesker er jeg heldigvis god til at ignorere... også selv om de muligvis har en pointe! Ikke desto mindre får I her en ajourføring:

#19: Dana naturreservat

Wadi Dana

Solnedgang i Wadi Dana

Udsigten fra en af klippehulerne

I weekenden besøgte jeg Dana naturreservat, der ligger godt 3 timers kørsel syd for Amman. Det var simpelthen så smukt. I et kæmpe område mellem Dødehavet og det Røde Hav er der mulighed for at vandre en masse ture af varierende sværhedsgrad og længde. Særligt om foråret skulle reservatet være en overset perle, idet området da er meget frodigt og gemmer på mere end 700 plantearter. Dertil kommer en lang række forskellige dyr og fugle såsom ulve, hyæner, sjakaler, slanger, gribbe, ørne og kamæleoner m.fl. Der findes også en del huler hugget ud i bjergsiderne - bl.a. en skjult byzantinsk kirke i en klippehule. Kommer jeg tilbage til Jordan til næste forår, er Dana helt sikkert et sted, jeg vil vælge at tage til igen.

#20: Den spillende gasmand
I Jordan kommer gasflaskerne med et smil og en lille melodi. Gasmanden kører nemlig rundt i byens gader for fuld musik, ligesom vi kender (og elsker) det fra vores egen hjemismand. Der, hvor jeg boede tidligere, spillede han Für Elise - længe troede jeg derfor, at det var en af naboerne, der havde en ekstremt høj ringetone på sin mobiltelefon, men i det kvarter, hvor jeg bor nu, har gasvognen sin egen melodi - jeg kan ikke genkalde mig den, men når jeg hører den (og det sker ganske mange gange dagligt), er jeg ikke i tvivl om, at Mr. Gas er på vej.

#21: Ren luksus til den halve pris
Selv om jeg primært lever for min SU, mens jeg er hernede, er min købekraft væsentligt større end derhjemme - og nu, hvor den jordanske dinar igen er faldet, er den blot blevet endnu større. Jeg kan derfor tillade mig en vis luksus, som jeg ikke under mig selv derhjemme. Det gælder eksempelvis dyre, lækre restauranter og hoteller. Her i byen ligger der et antal virkelig gode sushirestauranter, og en af dem, Esaki, har jeg således besøgt to gange inden for den sidste måned (anden gang kunne overtjeneren kende mig: "Ms. Celina ("Cecilie"er åbenbart et alt for svært navn, jeg hedder altid Celina hernede) - nice to see you again. Welcome!"), og det føles virkelig som vild luksus, når der er folk ansat til at åbne og lukke toiletdøren for mig samt duppe mine hænder med et håndklæde. For det, der svarer til 350kr, får man forret, sushi i lind strøm, vin, vand og dessert - det kan jo ikke lade sig gøre i KBH. - Og jeg nyder det!

#22: Taxakørsel til ingen penge

En af Ammans gule taxa'er

Lidt i tråd med ovenstående er det en udelt fornøjelse at sætte sig ind i en taxa og vide, at selv om man skal køre i en halv time, bliver det ca. 10kr for turen. Det gælder trods alt om at se på det positive, når man nu er tvunget til at tage taxa op til flere gange om dagen, fordi offentlig transport i Amman er en farce, og fordi man trods alt holder for meget af livet til at turde cykle.

#23: Wild Jordan
Stedet er et lille center, der både indeholder Royal Society for the Conservation of Nature, en "nature shop" med diverse naturprodukter samt en økologisk cafe komplet med loungeområde, uovertruffen udsigt ud over byen, wi-fi og feel good-stemning - Wild Jordan er svær at komme udenom, hvad enten man bor i Amman i en længere periode eller blot er på visit.

#24: Madaba

Mosaikkortet i kirkegulvet i Madaba

For noget tid siden besøgte jeg Madaba, som er en ganske hyggelig mindre by lidt syd for Amman. Her ligger en kirke, Skt. Georgs kirke, hvor gulvet er udsmykket med et byzantinsk mosaikkort over Mellemøsten. Kortet er fra det 6. århundrede og bestod oprindeligt af mere end to millioner sten. Det er et virkelig flot og imponerende syn. I Madaba ligger desuden en restaurant, som flere guidebøger omtaler som værende en af de bedste i hele Jordan, og jeg skal ikke være sen til at erkende, at jeg allerede har besøgt stedet to gange. Desuden påtænker jeg at tage et smut forbi igen, når min gode Farmand kommer på besøg i næste måned (så ved du det, Far!).

#25: At køre bil i Jordan
Jeg har aldrig syntes, at jeg var nogen videre talentfuld bilist - men det var da kun lige indtil jeg begyndte at køre bil i Jordan. Det er meget mere mig! Hernede er man ikke så pernitten med at overholde diverse regler - rødt lys betyder fx slet ikke det samme hernede som derhjemme, og når der står 40km/t, er det mere ment som en vejledning; jeg kan derfor snildt køre 120km/t på samme strækning og bare se bort fra skiltningen. Midterstriben skal også mere ses som et forslag - hvis det ikke lige passer én, kan man sagtens lave 4 spor i den ene retning og et enkelt i den anden. Fantastisk!
- Et lille aberdabei er måske, at antallet af trafikulykker er virkelig højt i Jordan, hvor landevejene årligt kræver mere end 1000 ofre.

#26: Skypeopkald!
Jeg havde helt glemt, hvor fantastisk det er at skype, men her til aften har jeg haft den store fornøjelse både at se og tale med min dejlige veninde Grith, der er i Berlin dette semester, via Skype. Skulle der være andre, der har lyst til at snakke, er mit ID cecilie.hahn.petersen. Glæder mig til vi tales ved!

At være eller ikke være - en politistat

I snart 3 måneder har jeg haft midlertidig bopæl og ditto opholdstilladelse i Jordan, og som I sikkert fornemmer, er jeg rigtig glad for at være her. Vejret er skønt, naturen er storslået, og arbejdet på ambassaden er i det store hele både spændende og afvekslende. Jordan har således på alle måder taget imod mig med åbne arme og fremstår som et gæstfrit åbent lille kongedømme - ganske vist ikke et fuldbyrdigt demokrati, sådan som vi kender og elsker det hjemme fra Fort Europa, nuvel - men bestemt på vej i den rigtige retning. Fuld ytringsfrihed til alle, det er da målet, bestemt.

Da jeg i sidste uge var til møde i byen Zarqa, der ligger lidt nord for Amman, gik jeg forbi en gigantisk plakat af Jordans elskede monark og patriark, kong A himself. I sin fineste hvide gallauniform og med et patriotisk og myndigt blik til de forbipasserende. Straks fik jeg kameraet frem og knipsede et pragteksemplar til min samling af konge-billeder (jeg bytter gerne, hvis I ligger inde med nogle gode?). Og minsandten om ikke jeg var dobbelt heldig - på den anden side af vejen prydede endnu en kæmpeplakat gadebilledet - denne gang med beduin-Abdallah, komplet med hovedtørklæde og prægtig skægvækst. Hvor heldig har man lov at være, tænkte jeg og fik et godt billede.

Men ak, min glæde var kort. Hvad jeg ikke havde set, var at dette beduin-style portræt hang ved siden af en militærbase, og ikke så snart jeg havde fået taget mit billede, kom to soldater over mod mig og ville have mig ind på basen. Lynhurtigt fik jeg slettet de to billeder, jeg havde taget af kongens portrætter og skyndte mig at fremvise mit kamera til dem. Men selv om de to soldater ikke kunne bevise, at jeg havde taget billeder af statsoverhovedet, ville de ikke lade mig slippe så let. De insisterede på, at jeg skulle komme med dem. Havde jeg ikke talt arabisk, tror jeg det kunne være blevet en lang eftermiddag. Hændelsen fik mig selvfølgelig til at undre mig, for det er ikke første gang, jeg har oplevet at blive tilbageholdt af soldater, når jeg tager billeder af kongens portrætter. At tale om Jordan som et demokratisk samfund begynder ligesom at give rimelig dårlig mening, når soldater og sikkerhedsstyrker patruljerer gaderne og overvåger landets borgere.

At der er langt igen med hensyn til demokratiseringen af civilsamfundet blev jeg yderligere bekræftet i, da jeg i dag læste, at nyhedssitet sarayanews.com sandsynligvis står til at blive lukket eller bødestraffet af The Jordan Press Association, fordi nyhedssiden for to måneder siden bragte læserkommentarer, der fornærmede en fremtrædende stamme i Jordan. Den slags tillader presseforbundet naturligvis ikke. Vestligt skolet som jeg er, kan jeg ikke lade være med at synes, at det smager lidt af censur, og burde presseforbundet ikke tage sig af langt mere presserende problemer - som fx at forholde sig til det faktum, at 94% af alle journalister udøver selvcensur i deres daglige arbejde, fordi de frygter repressalier og fyringer og ikke føler deres ytringsfrihed og rettigheder beskyttet? Disse anklager afvises imidlertid blankt af forbundets formand, der har udtalt, at nok er deres rolle at beskytte journalisters rettigheder, men samtidig er det deres pligt at forhindre fremtrædende familiers gode navn og rygte at blive tilsmudset.

Heldigvis er der gode folk, der arbejder utrætteligt for at overbevise mig om, at jeg tager fejl, og at min tvivl og skepsis er ubegrundet. På et møde i ministeriet for politisk udvikling (bare navnet - come on! Hvem sagde Newspeak?) i formiddags fik både ministeriets generalsekretær og hans excellence ministeren selv således lejlighed til at gentage, at i Jordan kan vi tale om alt; censur hører fortiden og de andre arabiske stater til. Bare hvis jeg skulle være i tvivl. Alligevel ved jeg ikke, hvor tryg jeg føler mig; hvis der en dag skulle være en ansat i den jordanske efterretningstjeneste, der skulle falde over min blog, er jeg ikke sikker på, at jeg blot ville kunne fortsætte mine skriverier om det jordanske samfund - hvis man ikke må tage billeder af en mand, hvis portræt i forvejen er at finde alle steder i både det offentlige og det private rum, må man nok heller ikke stille sig tvivlende over for et kongedømme, der på papiret lugter af demokrati men i realiteten smager mere af politistat.

En weekend i Amman

Når søndag nu er den nye mandag og dermed ugens første dag, så må lørdag nødvendigvis være den nye søndag. Og længe har jeg tænkt, at netop denne lørdag skulle jeg ikke have nogle planer men bare bruge dagen på at slappe af, lade op til en ny uge, grunde over den forgangne - og hvordan går det så? Hver gang ender jeg med lave 17 forskellige aftaler og planer, så lørdag smutter ligeså hurtigt ud af hænderne på mig som ugens øvrige dage. Will I ever learn?

Da jeg gik på weekend i torsdags, var det efter en ikke helt almindelig arbejdsdag. På ambassaden havde vi haft besøg af en nydelig (og - viste det sig - mere end velhavende) tysk herre, der skulle gennemføre det halvårlige tjek med efterfølgende afprøvning af ambassadens escape chute - et stofrør, der i tilfælde af brand eller lignende foldes ud over tagterassen, hvorefter ambassadens ansatte så kan redde sig i sikkerhed ved at kure ned gennem røret.


Stofrør aka "escape chute"


Brandsmart ser man ud...


I'm going in...

Dette betød, at vi alle som en iførte os grønne kedeldragter (for at beskytte tøjet, undgå friktionssmerter mv - der er naturligvis ikke tid til at smutte i en kedeldragt først, hvis der reelt en dag skulle opstå brand) og hvide tennissokker, og så stod den ellers på rutschetur ned gennem røret. Første gang gik jeg i panik - forestil dig, at du sidder i en meget varm sovepose og ikke kommer nogle vegne, du kan ikke se andet end hvidt omkring dig, og både over og under dig ligner det, at røret lukker sammen omkring dig. Temperaturen stiger i takt med panikken - det var jo på det nærmeste en near death-experience...! Så den tyske herre, der har så prominente personligheder som Bill Gates, Rolling Stones, Pavarotti m.fl. på sin kundeliste, måtte vise mig, hvordan jeg skulle gøre, og så blev det til et par ture igennem den forvoksede sovepose. Smart er det nu!

Torsdag aften stod den på reception hos ambassadøren, Thomas, i anledning af, at en stor gruppe unge med blandet baggrund netop er blevet uddannet til "dialogambassadører". Det er et projekt, der går ud på at skabe dialog mellem unge fra Danmark og Mellemøsten, og ca. 40 unge fra Danmark, Jordan og Egypten har derfor deltaget i nogle seminarer, der har givet dem viden om og redskaber til at skabe dialog og forståelse mellem andre unge med forskellige holdninger til emner som religion, kønsroller, familiemønstre, politik mv. Det sidste seminar har de nu været på i Jordan i denne weekend, hvorefter de skal ud og bruge deres kunnen i praksis; i morgen drager nogle af dem derfor til Egypten og Danmark, mens andre af dem bliver her i Jordan for at tage ud på skoler og andre institutioner og tale med jordanske unge. DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) laver en monitoreringsundersøgelse af projektet - dvs. tager ud og prøver via interviews og spørgeskemaundersøgelser at finde ud af, om dialogprojektet reelt har nogen effekt - og dette monitoreringsprojekt, der vil foregå i næste uge fra mandag til onsdag, skal jeg være en del af. Sammen med Karina, en virkelig sød statskundskabsuddannet pige fra DIIS, skal jeg gennemføre interviews med skoleelever fra bl.a. Irbid, Karak og Amman - desværre på engelsk og ikke arabisk. Men jeg tror, det bliver rigtig spændende. Receptionen hos ambassadøren var en hyggelig aften, hvor jeg fik lejlighed til at hilse på mange af de unge dialogambassadører, søde, spændende og meget engagerede unge mennesker, og samtidig fik jeg lejlighed til at øve mig i at uddele mit visitkort - det er jo en disciplin, som man i diplomatikredse er nødt til at mestre, hvis man vil frem i verden!


De unge dialogambassadører fra Danmark, Egypten og Jordan

Fredag stod på noget så uvant som cykling. 60km fra Amman til det Døde Hav, intet mindre. Sammen med organisationen "Follow The Women" kørte ca. 200-300 kvinder fra 23 forskellige lande den bakkede tur (mestendels ned ad bakke) til Dødehavet, det var en udelt fornøjelse at sidde i en sadel igen, også selv om min popo lider lidt af følgesmerter i dag. Jeg fik talt med nogle af de seje kvinder fra den danske delegation (der i parentes bemærket var den største delegation med 18 deltagende). "Follow The Women" kører i løbet af 3 uger gennem Libanon, Syrien, Jordan og Palæstina, men jeg deltog kun, i øvrigt sammen med engelske Hannah, i går på turen til det Døde Hav. Det er en tilbagevendende begivenhed, så hvis nogle af jer synes, det lyder som en super cool event, så kan I eventuelt læse mere på http://www.followthewomen.com/.




Miho fra den japanske gruppe sammen med Hannah og jeg



Og så er vi tilbage ved det faktum, at det i dag er lørdag, hvilket realpsykologisk betyder søndag, og dermed ugens sidste dag. Jeg har næsten overholdt min egen plan om kun at slappe af i dag - et kaffemøde med Karina fra DIIS på Books i formiddags tæller ikke - og herefter tilbragte jeg et par timer i byens hammam, hvilket var ren nydelse. Pt. sidder jeg på en cafe med udsigt til Citadellet, bare tæer i sandalerne og chokoladeis i maven. Om kort tid slendrer jeg til Darat al-Funun, et hyggeligt kunstcenter med moderne arabisk kunst, og aftenen står på den sidste film i Korean Film Week. Afslapning for alle pengene - og så er det tilmed gratis. Jeg glæder mig til den nye uge, der udover monitoreringsprojektet bl.a. byder på besøg i ministeriet for politisk udvikling, ligesom jeg forhåbentlig kommer en tur på squashbanen igen inden længe.


Hamman'en i Amman

Håber I fortsat nyder weekenden derhjemme. Pas godt på jer selv.

Mansafmiddag hos nye venner

Hvad gør man, når det er så længe siden, at man sidst har blogget, at man ikke aner, hvor man skal ende og begynde, fordi oplevelserne står i kø og på nakken af hinanden for at blive griflet ned og delt med omverden? Når man siden sidst har været på sight seeing i Jordan, deltaget i et seminar i Libanons bjerge med 50 unge libanesere og danskere, der tog en på sengen ved at være en overordentligt positiv overraskelse? Når man herefter har fået en overvældende stak nye venner, rejst rundt i Libanon og oplevet et ganske anderledes Mellemøsten samt ikke mindst bevidnet Danmark kvalificere sig til VM i Sydafrika? Hvor i alverden starter man så?!

Man starter, der hvor man står, og det er for mit vedkommende hjemme i min lejlighed i Amman. Klokken nærmer sig midnat, og jeg er netop kommet hjem efter at have været til middag hos den jordanske pige, Halima, som Anne, Kirstine og jeg var til bryllup få dage efter, at jeg var ankommet til Amman. Længe har hun kimet Anne ned for at få os til at komme ud og besøge hende og hendes mand, der bor en halv times kørsel uden for hovedstaden på vej ud mod Dødehavet. Og egentlig skulle jeg ikke have været med, men på mystisk vis endte jeg alligevel kl. 18 at blive samlet op af Halimas søster sammen med Anne og Thomas (som i parentes bemærket er kommet herned for næsten 3 uger siden). Ikke at jeg kunne kende søsteren overhovedet; til brylluppet var hun i et stort skrud af en balkjole og havde sit smukke brune hår løst, mens hun i dag bar tørklæde og den traditionelle sorte 'abaya, som nogle kvinder bærer ud over deres almindelige tøj for at skjule de kvindelige former. Jeg kom til at tænke på, at det var første gang, jeg kørte med en kvinde bag rattet - men det var dog ikke, fordi jeg kunne mærke den store forskel; kvinderne kører mindst lige så hasarderet som mændene og har ligeså meget hang til at dytte af alt og alle inden for de nærmeste 10 meters afstand.


Halima og hendes mand Omar

Hos Halima og Omar blev vi modtaget med de åbneste arme, man om muligt kan forestille sig. Halima er 27 og nygift. Hun er uddannet lærer og leder for tiden efter et godt arbejde, men det er svært at finde et, hvor lønnen ikke er urimeligt lav - pt. tjener hun 150JD (1080kr) om måneden. Hendes mand arbejder for militæret og får en lidt bedre løn, men det er stadig ikke noget at prale af. På trods af at Halima er engelsklærer, foregik samtalerne det meste af tiden på arabisk, en smule til Annes frustration, da man hurtigt løber tør for samtaleemner, når man kun har taget arabisktimer i 2 måneder! Vi fik serveret en kæmpe portion mansaf - jordansk specialitet bestående af ris, kød og en slags youghurtsovs, der hældes ud over. Det smager meget bedre, end det lyder!! Efter maden blev vandpiberne fundet frem, vi fik te, kage og kaffe, og Halima var dybt skuffet over, at vi ikke ville blive og sove. Og hvornår skulle vi tage til Aqaba sammen? Hvornår ville vi komme og besøge dem igen? Vi er jo hendes søstre! Igen og igen gentog hun, hvor glad hun var for, at vi var kommet for at besøge hende, og at vi meget snart måtte komme igen.


Mansaf'en er serveret

Sådan en aften er det svært ikke at føle sig overvældet af al den gæstfrihed, der til overflod tilflyder en. Jeg havde bogstaveligt talt dårlig samvittighed over at bryde op ved 23-tiden, og jeg grubler over, hvordan jeg dog kan gengælde al den venlighed og imødekommenhed, Halima og hendes mand viser os til trods for, at vi jo i virkeligheden er hinanden fremmede. Ville man opleve den samme gæstfrihed og oprigtige venlighed hjemme i Danmark? Der var virkelig ikke sparet på noget, og den slags kræsen disker vi danskere jo normalt kun op med, når vi vil forkæle vores nære venner eller familie. Jeg føler mig under alle omstændigheder stadig lige overvældet, hver gang jeg oplever den enorme gæstfrihed, som arabere generelt og jordanere i særledeshed er kendt for. Overvældet på en god måde, ganske vist. Men som sædvanlig også meget mæt og en anelse oppustet!

Aahh, det er skønt at være tilbage på bloggen! Håber I alle har det godt, glæder mig til at høre, hvordan I hver især har det, om I så end befinder jer derhjemme eller i det store udland.