Helt fantastiske Jerash!

Cardo, byens boulevard

Alle, der nogensinde besøger Jordan, skal unde sig selv den store oplevelse, det er at tage til byen Jerash. Jerash ligger ca. 50 km nord for Amman, og man kommer dertil ved at spørge 7 forskellige taxachauffører, politimænd og tilfældige forbipasserende om vej til den rigtige busstation, betale 700 fils (5,25kr) for billetten og derefter nyde en halv times smuk buskørsel i Jordans bjerge.

For de historieinteresserede: Den græsk-romersk grundlagte by lød oprindeligt navnet Gerasa, blev ca. 63 f.K. lagt under romersk herredømme og regnes i dag for en af de vigtigste og bedst bevarede romerske byer i Mellemøsten. Og for alle andre i øvrigt: det er en kæmpe oplevelse at besøge ruinbyen og se, hvor velbevaret den er og hvor smuk arkitektur, fortidens stormagter kunne opføre.

Se lige!

Den Ovale Plads (med den moderne Jerash i baggrunden)

Et af byens 3 teatre - flot ikke?!

Jeg var af sted sammen med det skandinaviske slæng bestående af Anne, Kirstine, Camilla (den nye MS kommunikationspraktikant, som lige er ankommet og er flyttet ind i lejligheden, så vi nu er 6, der bor sammen og rigtig kommer hinanden ved), Nicolas og Bjørn Erik, den norske praktikant.

Skandinaver på sight seeing

Udover selve ruinbyen med dens mange teatre, søjlegange, templer og bade bød turen også på den hidtil mest turistede oplevelse, jeg har haft hernede: I byens hippodrom (græsk for et hestevæddeløbsstadium, ikke sandt Mor?!) lod vi os for 5JD (37,5kr) underholde i næsten en time af et show, der viste, hvordan gladiatorkampe og hestevæddeløb for 2000 år siden blev afholdt. Tacky - yes, men samtidig meget underholdende og informativt. Og så kunne man jo få taget sådan nogle fine billeder sammen med de ædle kæmpere, look look!

Yes yes...

Uden tøven må jeg derfor tilføje Jerash som #12 på min liste over helt fantastiske ting ved Jordan.

Byen sover

Som i resten af den muslimske verden er det blevet Ramadan i Amman. Og nu er det ikke for at fornærme en hel verdensreligion eller noget, men nøj, hvor er det kedeligt! Fra den ene dag til den anden forsvandt alt liv, museer lukkede ned, cafeer og restauranter trak skodderne for, og bilerne blev støvsuget ud af gaderne. Amman leger i bogstaveligste forstand ”byen sover”, og der er desværre en hel måned, til der kommer nogen og vækker den. I hverdagen er der i løbet af dagtimerne selvfølgelig stadig en del biler på gaden (tror aldrig den dag kommer, hvor Amman ikke er vidne til mindst 50 trafikpropper på en enkelt dag), men når klokken nærmer sig 19 og dermed fastebrydningstid, bliver gaderne øde. Helt uvant. Mange restaurationer vælger helt at holde lukket måneden ud, mens andre kun har åbent efter solnedgang. Men langt de fleste jordanere spiser iftar, fastebrydningsmåltidet, hjemme sammen med familien eller på et af de store hoteller, der laver ramadanbuffeter, så der er en underlig slumrende stemning i byen, hvor vi hedninge går rundt og venter på, at Amman skal vågne op til dåd igen.

I weekenden fik jeg endelig mulighed for at komme ud af byen. For første gang i mit liv var jeg i fredags på hiking-/trekkingtur sammen med Anne, Kirstine, Nicolas og Niels (de tre sidstnævnte arbejder alle sammen for MS som hhv. praktikanter og journalist). Vi tog ud til det Døde Hav, og herfra startede en lang, udfordrende, anstrengende og sindssygt flot tur ind i en bred kløft i bjergene, der ligger modsat havet. På hver side inde i kløften kigger man op på de nøgne, lerfarvede, stejle klippesider, mens man arbejder sig længere og længere ind i bjerget. Der er ingen sti, så man følger et lille vandløb så godt man kan, hvilket de fleste steder er nemmere sagt end gjort – det blev til en del klatren og krumspring!

Det anbefales, at man tager turen om foråret eller efteråret, og da vi kom derud, forstod vi hvorfor – vandløbet var mange steder ikke mere end en lille bæk, og de naturlige små søer, som uden for sommersæsonen opstår undervejs på turen, og hvor man passende kan tage en dukkert på sin slidsomme vandring, var der simpelthen ikke – der var kun store sten og klipper og over os en sol, der bagte ubarmhjertigt ned og bragte temperaturen op mod de 40grader allerede inden middag. Så de kølende dukkerter måtte vi dagdrømme os til!

Jo længere vi kom ind i kløften, jo bredere blev den lille bæk dog, og efter ca. 3 timers klatring og langsommelig vandring fremad kom vi til noget helt fantastisk – et ca. 20 m højt vandfald, hvor det kølige, friske kildevand plaskede ned i hovedet på os fra et sted højt oppe over os. Herunder kunne vi endelig få en tiltrængt og forfriskende ”dukkert” (hvis man kan kalde det dét, når man stiller sig ind under et vandfald og står i vand til anklerne!). Efter adskillige ture under vandfaldet og lidt frokost tog vi turen op af bjergsiden for at forsøge at komme op og se, hvor vandet kom fra. Det viste sig dog ikke at være helt ufarligt; der var ikke noget at holde fast i på vej op af bjerget, og under os kunne vi bare se vandløbet blive mindre og mindre – til gengæld var det det hele værd, da vi nåede toppen, vendte os om og bag os kunne se det glimtende Døde Hav og på den anden side Vestbredden ligge mellem klippesiderne bag os.

Da vi kom tilbage til civilisationen og de store luksushoteller på det Døde Havs jordanske bred efter 7 timers spændende, men hård trekkingtur, var der stadig 3 timer, til vores taxachauffør ville komme og hente os, og der var ikke noget, jeg havde mere lyst til end en iskold cola. Men ak, Mövenpick Resort forlanger 40JD (300kr) bare i indgang, og det var der ikke nogen af os, der havde penge med til eller lyst til at betale. De meget søde og snaksalige vagter lod os dog få noget koldt vand fra deres vagtskur og fortalte, at der længere nede af vejen lå noget, der er det tætteste, man kommer på en offentlig strand ved det Døde Hav. Her var indgangsprisen 12JD (90kr), men så var der til gengæld både pool og adgang til stranden. Og så fik jeg endelig en tur i Dødehavet – det var noget af det, som jeg hjemmefra jeg havde glædet mig meget til at prøve i Jordan. OG SOM JEG ALDRIG GØR IGEN!!! Må jeg spørge, hvad der lige er så spektakulært ved det?! Jaja, man kan flyde og ligge i vandet og læse avis – unikt nok. Men hvad er prisen?! Sviende smerte i samtlige smårifter, sår og kropsåbninger!!! Og jeg skal hilse og sige, at man har en del småskrammer efter sådan en trekkingtur i bjergene. Jeg holdt lige præcis 3 minutter i vandet med 30% saltindhold, så havde jeg fået nok. Det Døde Hav – dødssygt, hvis du spørger mig! Opreklameret turistfælde! Til gengæld har jeg sjældent set så smuk en solnedgang, som den vi fik at se, da solen forsvandt bag bjergene på Vestbredden af det Døde Hav og farvede himlen og havet rosa.

#8: Trekking/hiking i Jordans bjerge

Da vi troede, at der ville være meget mere vand, var der ingen af os, der havde medbragt kamera - super ærgerligt ikke at have billeder fra den smukke tur. Ikke desto mindre har jeg fundet disse billeder på nettet, som i det mindste giver et lille indblik i, hvordan der så ud. Virkelig, virkelig smukt.

#9: Solnedgang over det Døde Hav

Jeg vil mene, at solnedgangene over Vesterhavet ved Blokhus er nogle af de smukkeste i verden - men den, vi fik at se over det Døde Hav, var bestemt heller ikke værst..

#10: Booksat Cafe - Ramadan refugium!

Et af de få steder, der ikke er lukket helt ned under Ramadanen - dog har de kun åbent indenfor, så der er ikke adgang til de to store lækre terasser, hvor der ellers er fantastisk udsigt over byen og rigtig god stemning (det nederste billede!). Her kommer de unge, hippe jordanere, ligesom en del turister finder vej forbi. Anette og Pernille - lur mig, om ikke I kommer til at smutte en tur eller to på Books, når I kommer herned!

#11: Kreativ plantebeskæring

... Gør det ikke bare ens dag bedre, når man på sin gåtur passerer den ene kreative beskæring af fortovsbeplantningen efter den anden?! Ind imellem får jeg på fornemmelsen, at der er en konkurrence i gang i byen, hvor det gælder om at finde på den mest gakkede form for klipning af de stakkels forsvarsløse buske...

Hjemve og havregryn

Når man er langt væk hjemmefra, sker det selvfølgelig, at man kommer til at savne det, man derhjemme tager mere eller mindre for givet. Som sin cykel, sit rugbrød, sit udbyggede udvalg af sko/sandaler/støvler, sin seng - ting, der indgår som en naturlig og ikke særlig spektakulær del af ens hverdag. Det er først, når man flytter sig langt væk, at man opdager, at hverdagens banale grundelementer ikke følger med. Så sker det, at man opfyldes af et brændende savn efter sin cykel, når man står og flagrer forgæves efter en taxa og må indse, at man kommer for sent til et møde. Eller man tager sig selv i at sende kærlige tanker hjem til de bølgende rugmarker derhjemme, når frokosten eller aftensmaden endnu en dag består af fladt, hvidt brød med diverse friturestegt tilbehør.

Sådan har jeg det lidt med havregryn. Jeg har altid tilhørt den brede trup af mennesker, der fungerer bedst, når jeg har fået maven fyldt op fra morgenstunden. Og nej, ikke med hvidt toastbrød med marmelade (med klumper/rester) men helst med en ordentlig portion müesli eller havregryn. De seneste 3 uger har min morgenmad bestået af cornflakes, dog en underligt kraftløs og lige lovlig majsgul form for cornflakes, hvor flagerne forvandler sig til slatne små stykker, så snart de får nærkontakt med mælk. Og selv om dagens første måltid muligvis for nogle er en trivialitet at blogge om, så vil jeg tillade mig at hævde, at man absolut ikke skal undervurdere morgenmåltidets betydning for ens velbefindende, ens tarmsystem og dermed ens energiniveau resten af den pågældende dag. Så; without further ado I present to you - #5 på listen over 114 fantastiske ting ved Jordan:

#5: Havregryn - på dåse!

Hvilken fryd det var i går i Safeway, en stor supermarkedkæde, at spotte denne fine, lille dåse med (ganske vist meget finvalsede) havregryn til den nette sum af 1,6JD (12kr) pr. halvkilo! Måske en lidt spøjs fornemmelse at skulle hive dåseåbneren frem for at åbne sine havregryn - men hvis det er det, der skal til! Dog slår det mig, at når jeg kigger på dåsen, kan jeg ikke lade være med at komme til at tænke på Orliks tobaksdåser - kan du følge mig Far??


#6: Post hjemmefra!

Som skrevet sidste gang er denne liste en ikke-prioriteret liste over de ting, der gør livet fantastisk for mig i Jordan. Skulle jeg prioritere, er der nemlig ingen tvivl om, at post hjemmefra er en kilde til endnu større glæde end de føromtalte havregryn - trods alt! For mere end jeg savner havregryn, cykelstier og grønne områder, tænker jeg selvfølgelig meget på de mennesker, hvis samvær jeg må undvære endnu 5 måneder (undtagen jer, der kommer på besøg i mellemtiden selvfølgelig, bli'r så fedt!). Ikke desto mindre er noget af det bedste ved at være udenlands, når der er nyt fra dem derhjemme. Både på mail og gammeldags post. Derfor gjorde det mig helt vildt glad at modtage en stor stak billeder fra mine forældre tidligere på ugen - tak igen Mor og Far! Dejligt at "se jer"!

#7: Squash i Sport City
Gårsdagens sjoveste begivenhed var helt sikkert at spille squash i Sport City med Hannah, en engelsk pige, der arbejder for Jordans Røde Halvmåne, og nogle af hendes jordanske venner, Hisham, Firas og Muhammad. Jeg har aldrig prøvet at spille før, men det var vildt sjovt, og man får selvfølgelig en del forærende, når man har prøvet at have en ketcher i hånden før. Muhammad er landsholdsspiller og var en rigtig god og tålmodig træner, men han insisterede på, at vi skulle spille et sæt.... hmmm! 9-0 til Mr. Landsholdspiller...! Under alle omstændigheder var det fedt at spille og svede igennem, så jeg håber, at det bliver en tilbagevendende begivenhed.


Første gang på banen, her med Hisham


... Og her får jeg så læsterlige klø af Muhammad!


Hannah og jeg efter 2 timers squash

114 fantastiske ting ved Jordan

Jeg har besluttet at lave et nyt blogemne under ovenstående overskrift "114 fantastiske ting ved Jordan". Titlen skal læses "Ethundrede-og-fjoorten fantastiske ting ved Joordan" - med lidt god fynsk vilje kan man snildt få det til at rime... - det var i hvert fald intentionen!

Titlen røber med stor sandsynlighed, hvad formålet med dette nye blogemne er, men for de af jer, der blot blev forvirrede over det fynske forsøg på at rime, kan jeg præcisere ved at skrive, at jeg i løbet af min tid her i Jordan har tænkt mig at lave en ikke-prioriteret liste over 114 (eller deromkring, plus-minus, de 114 var jo mest for rimets skyld altså!!) ting, som efter min mening gør Jordan helt fantastisk. For her ER virkelig fantastisk, og jeg har tænkt mig at dele min begejstring med jer! Yalla!!

#1: Det dejlige klima

Jeg kommer ikke uden om, at jeg synes, det er helt fantastisk at vågne stort set hver dag til en knaldblå himmel og smukt, varmt solskin. 1½ dag med sporadisk skydække er, hvad jeg indtil videre har haft at kunne klage over. Og det bedste er: det dejlige vejr fortsætter som regel indtil november. Jeg kommer aldrig til at blive træt af en skyfri, lyseblå himmel.

#2: Jordansk venlighed, gæstfrihed og hjælpsomhed

Jordanere slår mig som et af de mest venlige folkefærd, jeg endnu har mødt. Om man har brug for et lift, en bolig (intet nyt på den front i øvrigt), en vejviser, you name it - 9 ud af 10 gange bliver jeg mødt med smil og hjælpsomhed ud over rimelighedens grænser. Det er nærmest rørende. Nogle vil måske sidde derhjemme og kalde mig naiv, tænke at venligheden går hånd i hånd med mit lyse hår og mine dinarer, men til dem har jeg kun at sige - kom selv herned og mærk efter! Hjælpsomheden strømmer mig ikke kun i møde fra enlige, mandlige taxichauffører, men også fra børn, kvinder, gamle. Send et smil i deres retning, evt. ledsaget af bare et par få arabiske gloser, og du får det største smil og oprigtig opmærksomhed retur.

#3: Udendørs kulturoplevelser

Al kultur burde opleves under åben himmel! Det er en fantastisk oplevelse af sidde under stjernerne og se en film, høre et foredrag, se på kunst eller lytte til skør, alternativ arabisk pop/rock/indie-musik. Det er som om, at kunsten bliver ekstra levende, når der i bogstaveligste forstand er højt til loftet.

#4: Amman by night

I fuldt dagslys er Amman muligvis ikke nogen videre smuk by - den har ingen smukke gamle bygninger eller gamle bazaarer, kringlede gader med historisk atmosfære - men når natten falder på, tændes lys i alle farver over hele byen, minareterne lyser grønt, og fra byens centrum har man et særlig smukt kig ud over Ammans mange bakker, der om dagen gør transport til en udfordring men om natten forvandler byen til et bølgende lyslandskab.

Mere følger i løbet af de næste 5½ måned!

#1: Det dejlige klima

#3: Udendørs kulturoplevelser - her koncert med libanesisk/egyptisk/jordansk/palæstinensisk alternativ indie/jazz/rock/pop!

Nyeste scoops til samlingen

Godmorgen - med disse to fantastiske billeder, de nyeste scoops til min samling af Abdallah-billeder, ønsker jeg jer alle en dejlig weekend.

Hele familien på et køleskab hos en sprutforhandler

Bazooka-Abdallah i bagruden af en bil

Travl dag - spændende dag

Jeg sidder på mit kontor i Amman og skriver på bloggen til lyden af eftermiddagesbønnen uden for mit vindue (så ved jeg også, at det snart er tid til at pakke sammen og gå hjem). Selv om jeg ikke just kan siges at være den store fan af religionens gennemsyring af det offentlige rum, kan jeg ikke lade være med at synes, at der er et eller andet dragende ved det messende, melodiøse kald, der runger ud over hele byen og minder dens indbyggere om, hvad der helst ikke skulle glemmes.

Anne og jeg var jo på visit i endnu en lejlighed i går, og den lå vitterligt 5 minutters gang fra ambassaden. Den var som sådan ganske fin, forholdsvist nyistandsat, uden kakkerlakker, med 2 store værelser og 3 badeværelser, et imponerende velholdt køkken og et gigantisk fjernsyn. Men men, man er vel kræsen, så vi har ikke sagt ja til den. Hvorfor? Nu her, hvor jeg sidder kl. 16.30 på mit kontor og bare gerne vil hjem til mit eget sted, hvor jeg har nøgle og privatliv, forstår jeg det heller ikke selv... men vi har begge en idé om, at det kunne være lidt federe at bo tættere på den indre by, hvor der er mere liv. Hvor man kan få shawarma nede på hjørnet, hvor man køber sine grøntsager i en lille biks og ikke i et mall, hvor cafeerne, gallerierne og Ammans puls ligger lige uden for ens køkkenvindue. Og det får man desværre ikke i det kvarter, hvor de fleste af ambassaderne ligger. Til gengæld får man kort afstand til og fra arbejde - så kort at man kan gå og slipper for de evindelige taxature - ligesom man får en bolig, hvor der er mindre sandsynlighed for, at man i december og januar må sidde med jakke på indendørs - husene i indre by er nemlig elendigt isolerede. Så - som I nok kan forstå på det hele, er det et meget, meget stort dilemma for os... Og dog, andre ville nok kalde det et luksusproblem, og det er jo i virkeligheden også, hvad det er. Et luksusproblem som dog ikke desto mindre helst skal løses inden den 23., hvor vores højtelskede midlertidige hjem, madrassen i stuen, skal overtages af en anden!

Hvad vil der ske? Vil Anne og Cecilie finde en lejlighed sammen, eller må deres veje skilles? Hvem er den mystiske person, der skal overtage madrassen i stuen? Og ligger Ammans puls overhovedet lige uden for ens køkkenvindue?

Følg med i næste afsnit...

Nu skal det hele heller ikke handle om boligfølgetonen, for det er godt nok et issue, som jeg er ved at være lidt træt af at beskæftige mig med. Derimod vil jeg lige kort fortælle om min arbejdsdag, for den har været rigtig spændende omend også lidt lang i det.

Det er efterhånden blevet rutine at starte dagen med et nyhedsoverblik, jeg har en lang række netaviser og blogs, som jeg læser og scanner for interessante artikler. Hvis der er noget af særlig interesse for Jens Ole (som jeg primært arbejder for) eller Gerd (som Anne primært arbejder for), sender jeg dem en mail med et link. Det kan være en blogkommentar eller en udtalelse fra en minister om en af deres mærkesager, men det kan også være, at der er kommet en spændende rapport, fx. om menneskerettighedssituationen i landet, og så printer jeg og skimmer igennem for pointer - faktisk meget lig mit job for Britta på Christiansborg. Herefter havde jeg et par praktiske ting (nogle ting, der skulle lægges ud på hjemmesiden - jeg har opdaget, at man som regel kommer langt med at gætte sig frem men ikke altid helt i mål, så jeg er efterhånden blevet rigtig gode venner med udenrigsministeriets servicekontor for IT-udfordrede).

Ved middagstid var jeg til et møde hos ARIJ, Arab Reporters for Investigative Journalism, sammen med Jens Ole. Her fortalte de to redaktører om den nuværende politiske situation i landet - og det var befriende endelig at høre noget andet end den evindelige opbakning til hans højhed Kong Abdallah, Jordans allestedsnærværende overhoved, der udover at være konge og øverstbefalende for de væbnede styrker også er den egentlige beslutningstager i alle vigtige forehavender. (Jeg har i øvrigt startet en interessant samling: jeg tager billeder af de fotografier af kongen, som hænger på offentlige steder - han fås nemlig i alle afskygninger til enhver given lejlighed, lidt ligesom Barbie (OK, måske nærmere Ken) - der er Militær-Abdallah, Politi-Abdallah, Familie-Abdallah, Galla-Abdallah, Sheik-Abdallah og mange flere. I det mindste smiler han på de fleste billeder, modsat Mubarak, Saddam, Mao og andre opblæste eneherskere, der plastrede deres stater til med grimme portrætter, men mere positivt har jeg vist heller ikke at sige om det). Nå men tilbage til mødet. De to journalister var dog så pessimistiske, som man nærmest kan være, omkring perspektiverne for det jordanske (civil)samfunds udvikling. Problemerne med de mange palæstinensere, som for nogles vedkommende drømmer om at rejse tilbage til Vestbredden og for andres hellere vil blive her men stadig ikke opfatter sig selv som jordanere, den manglende ytringsfrihed, det korrupte kongehus, de inkompetente politikere.. What to do, where to start!

Således opmuntret havde jeg efter en hurtig frokost endnu et møde med Jens Ole, denne gang var vi på den japanske ambassade, der brillierede i sikkerhedsforanstaltninger, komplet med røntgenfotografering af vores tasker og afspritningsvæske som værn mod svineinfluenza. Mødet her handlede om de scolarships, som den japanske regering giver palæstinensiske flygtninge via UNRWA, og det var faktisk også ret spændende at høre om, hvordan de med forholdsvist få penge kan hjælpe rigtig mange mennesker.

Nu er klokken så lidt over 17, og jeg skal... yes, lige præcis, ud at kigge på en lejlighed. Aftenen kommer dog til at byde på lidt sjovere underholdning; en af vores jordanske venner har fødselsdag (ham der tog os med til banan-farmen, hvor vi ikke kunne komme hjem før dagen efter og var fanget i et luksushus med pool hos en skydeglad, nyrig jordaner med hang til vodka - har jeg virkelig ikke fortalt den historie?!?!) - anyways, vi skal fejre hans fødselsdag i aften på en bar i downtown, og der plejer at være godt gang i den, så jeg tror, jeg møder kl. 9 i morgen.. Men hey, det er jo lille-fredag for mig i dag, så jeg må godt!

Boligjagten er sat ind

Der er sket en udvikling i Annes og min boligsituation hernede, omend det nok snarere må kaldes et tilbageslag. Rainbow House, som skulle være vores hjem fra i næste uge, har ikke ledige værelser før til september. Hvilket - rigtigt gættet - betyder endnu små 3 uger på stuegulvet i MS'erne Kirstine og Nicolas' lejlighed. Ikke just optimalt. Særligt ikke, når der ind imellem bliver holdt møder i stuen! Derfor er Anne og jeg gået i gang med at lede efter et alternativ.

I sidste uge blev jeg ringet op af Ahmad, som er en ven af en ven. Han havde hørt, vi manglede et hjem - at rygter spredes hurtigt, er åbenbart et universelt fænomen. Under alle omstændigheder kendte han en pige, der havde et hus til leje i Jebel Al-Lweibdeh (forsøg ikke at udtale det!) - en central bydel i Amman. Interesserede? Helt sikkert. Så vi mødtes med Ahmad, der viste sig at være oberstløjtnant (yes, så fik jeg også lige repeteret nogle gloser for rang), og han kørte os til huset - som i virkeligheden viste sig at være en kælderlejlighed! (Indskudt parentes; måske sidder nogle af jer (Mor, Mormor, Anette) og tænker: Gisp! Hvordan kan I bare mødes med en vildfremmed mand og køre med ham i hans bil til en ukendt destination?! Men det kan man altså hernede, jordanerne er simpelthen så flinke og hjælpsomme, at hjælpe andre (og hermed naturligvis også blåøjede, lyshårede danske piger) er deres arabiske, muslimske, medmenneskelige pligt!). Nå, men bemeldte kælderlejlighed så faktisk ved første øjekast rummelig og attraktiv ud. Men så kom lejlighedens nuværende lejer, en spansk pige der umiskendeligt lignede Claire, Steves kæreste i "Beverly Hills 90210", og det første hun sagde var: "Don't rent this place". Årsag: Godt nok skulle vi kun bo to der og dermed ikke dele bad og køkken med de 3 andre i vores nuværende lejlighed, men til gengæld skulle vi dele den med nogle andre; kakkerlakkerne. Dem var der åbenbart en hel del af, både i køkkenet, på badeværelserne og i soveværelserne. Derudover var der stort set ingen vinduer, og lejligheden var dermed meget mørk. Vi ville selv skulle købe en del køkkenting, og vaskemaskinen virkede kun af og til. Eneste optur: Der fulgte en kat med lejligheden! En sød, kælen, rødstribet kat, der dog kun yndede at lege med kakkerlakkerne, ikke fange dem eller skræmme dem væk. Hmm..

Ahmad ville dog ikke give op så let, hjælpes med at finde en bolig skal vi åbenbart, så han gav os nummeret på en amerikanske pige, der skal flytte fra landet. Hendes lejlighed ligger 3 minutter fra ambassaden, og den skal vi nu hen og kigge på efter arbejde i dag. Umiddelbart lyder det godt ud - 110kvm, 3 badeværelser, 2 stuer og 2 soveværelser - men efter i går at have set "hus" blive til "mørk kælderlejlighed/kakkerlak-paradis" har vi valgt at screwe down the expectations. Mere følger givetvis i morgen!

Her kan I se, hvordan vi bor pt:

It's picture time #2

I får lige et par billeder fra weekendens sightseeing - en appetitvækker til dem, der kommer på besøg!

Abdalimarkedet for de tålmodige

Herculestemplet på Citadellet

Kong Hussein-moskeen i downtown. Yet to be visited!

Sidst men ikke mindst - poolen på den norske ambassade. Hvorfor ku' Oslo-aftalerne ikke være blevet underskrevet i København?!

Tid til at lege turist

En ny uge er i gang, og det må være på tide med en blog update!

Weekenden stod på sightseeing, og at efter at have været turist i mere traditionel forstand i 2 dage må jeg give Farook, min jordanskfødte optikerven fra flyveturen herned ret; Amman har ikke meget at byde på, når man snakker hard core money making turistattraktioner. Fredag tog Anne, Kirstine og jeg på et stort tøj/sko/skrammel-marked kendt som Abdali-markedet, og her kan man uden tvivl gøre nogle gode fund, hvis man har tålmodigheden med sig! Stort set alt tøjet koster 1JD, hvilket svarer til 7,5kr – så selv hvis man virkelig er på sparebudget, kan man få op til flere sæt tøj for en meget lille sum penge. Kvaliteten er ganske fin, men man skal ikke gå for højt op i tidens trends og tendenser! Og dog, hvis man som sagt har tålmodighed til det og orker at trave rækkevis i blandet tøj igennem, kan man sagtens finde en fin kjole, en lille jakke eller en sød bluse. Der er også uanede mængder af sko, især trainers, selvfølgelig de bedste kopiudgaver på markedet. Med andre ord det perfekte sted at finde et par trendy, retro Nike sneakers, betale den nette sum af 5JD for dem for så at slide dem op i Ammans gader og gyder og dernæst smide dem ud. Hvorfor betale 20 gange så meget for den ægte vare?!?

Efter markedet (rigtigt gættet, jeg havde ikke den fornødne tålmodighed på daværende meget varme tidspunkt, så jeg købte ikke noget) tog vi til Rainbow Street, hvor der også var et marked, men et anderledes turistet et af slagsen. Her var masser af smykker, tasker og tørklæder, selvfølgelig håndlavet (deraf de noget højere priser), og især bed jeg mærke i en uendelig række af produkter lavet ud af partisantørklæder – slips, nederdele, tasker og veste mm. Fedt, så kan man vise sin sympati for Palæstina-sagen også selv om man skal til fest og være pænt klædt på! Efter frokost (på et rigtig lækkert sted, hvor de af jer, der planlægger besøg hernede, helt sikkert skal med hen og besøge) tog vi op til Citadellet. Her er lidt for de historisk interesserede og også lidt for dem, der sætter pris på en smuk udsigt og en skøn brise lidt væk fra det varme downtown.

Om aftenen var vi til en fest i et velhavende område af Amman, der hedder Abdoun, som er hjemsted for mange af byens ambassade og dertil medfølgende diplomatboliger. Festen blev da også holdt i en velvoksen, nyistandsat lejlighed (”Oh my God, it’s got like 4 bathrooms!”, som en amerikansk pige formulerede det), og selv om vi kun var ca. 30 mennesker, blev musikken leveret af en DJ, som stod i den ene af stuerne. Fik mødt en masse mennesker, dog også en del overfladiske typer, men det følger vist med den slags fester i de velhavende kvarterer i byen.

Lørdag slendrede vi rundt i downtown, besøgte et par markeder og forsøgte forgæves at komme ind i byens vigtigste moske, Kong Hussein-moskeen. Til trods for et skilt med den arabiske påskrift ”Indgang for kvinder” fik vi ikke adgang, men jeg har ladet mig fortælle, at det ofte afhænger af dørmandens humør, hvorvidt man får afgang eller ej, så vi må jo bare prøve igen en anden gang. Lige over for kunne vi betragte det sørgelige resultat af en kraftig brand, der hærgede i torsdags: 2 markeder var brændt til ukendelighed og en hel række husfacader var sodet fuldstændig til. Jeg læste i dag, at mange af de små butikker ikke var forsikrede og havde mistet varer for flere titusind dinarer – forfærdeligt. Og så lige op til Ramadanmåneden, hvor deres omsætning normalt øges betydeligt.

Om eftermiddagen var jeg en tur i poolen på den norske ambassade sammen med den norske praktikant Bjørn Erik og den svenske ditto Jenny. Absolut ikke dårligt med en dukkert efter en lang, varm dag med antydninger af tømmermænd! I går startede en ny arbejdsuge, jeg skal med til nogle møder de kommende dage, som jeg tror bliver rigtig spændende. Forhåbentlig bliver det også i denne uge, at jeg bliver bare en smule klogere på min kommende boligsituation; jeg drømmer efterhånden søde drømme om natten om noget så privilegeret som at kunne pakke ud, have mit eget soveværelse og at kunne sætte tandbørsten i et krus på badeværelset! God uge til jer alle derhjemme :)

It's picture time # 1

Som lovet et par billeder fra min jordanske dagligdag. Først og fremmest et billede af den danske ambassade, som til Mors og andre bekymrede sjæles beroligelse er bygget i armeret beton! Også et billede af Annes og mit kontor - det er dog ikke sikkert, at vi skal blive ved med at dele kontor, da ambassaden ligger i to etager, og ham, jeg refererer til, sidder på etagen under.

Det tredje er udsigten fra vores kontor - som I kan se er den ret god. Der er en kæmpe terasse rundt om øverste etage, her spiste vi morgenmad den første dag, jeg var på arbejdet, hvilket det næste billede jo så smukt illustrerer! Til højre for mig Ann-Sofie, den tidligere praktikant, herefter Anne, Gerd, der er 1. sekretær og Sawsan, som er sekretær eller administrative officer, som det så fint hedder i den engelsksprogede diplomatverden. I øvrigt bemærk venligst 1 stk meget velvoksen jordansk hjemmebagt chokoladekage i forgrunden af det sidste billede - no further comments!

Nok for nu, jeg har fri og skal prøve at finde ud af, hvorvidt det er muligt at løbe sig en tur i denne by. Der skulle efter sigende være et kæmpe kompleks ved navn "Sport City", hvor man kan gøre noget for jordanerne så vanvittigt som at løbe en tur bare for motionens skyld. We'll see. Til sidst vil jeg dog gerne bemærke, hvor glad det gjorde mig at læse i en mail fra min søde Mormor, at også hun læser bloggen og dermed følger med i, hvad jeg går og laver - hvor er det dejligt at vide, at du gider at sætte dig ind i noget så nyt som en blog og tage dig tid til at læse mine indlæg! Tak Mormor (og I andre, som måtte sidde bag skærmen derhjemme!)!

Første dage på arbejde

Det er mandag, det er varmt, og 2. officielle arbejdsdag lakker snart mod enden. Det kommer nok til at tage mig en rum tid mentalt at vænne mig til, at søndag er første arbejdsdag i ugen, fordi det jo betyder, at når I andre ligger og snuer til langt ud på eftermiddagen om søndagen, sidder jeg i 35 grader på min pind og plejer de danske interesser her i det lille arabiske kongerige!

Jeg startede altså officielt i går, og det er lige på og hårdt - allerede efter et par timer var jeg i fuld sving med at sætte mig ind i det jordanske verdensbillede via forskellige medier, blogs, rapporter mv. Min primære opgave er at følge med i, hvad der foregår i Jordan, og det kommer jeg bl.a. til at gøre ved at læse aviser (primært engelske men forhåbentlig med tiden også arabiske - man er vel ikke sprof for ingenting, men det går altså stadig ret langsomt, så det nytter jo ikke rigtig noget, at jeg er en halv time om at skimme en forside igennem, når en af de jordanske ansatte kan gøre det på 3 minutter! Men inshallah med tiden!). Derudover er der også en række blogs, som er interessante at følge, fordi der ofte kommer nogle ilde hørte sandheder på bordet eller i hvert fald nogle mere kritiske røster til orde, end hvad Jordan Times og de andre regeringstro (eller nærmere kongetro) medier kan præstere. På pressefrihedsfronten er Jordan (som så mange andre arabiske lande) et paradoksernes land; på den ene side har kong Abdallah den 2. udtalt, at "the sky should be the limit" når det kommer til presse- og ytringsfrihed, og på den anden side tilkendegiver 94% af jordanske journalister, at de udøver selvcensur. Flere af de mere seriøse bloggere har da også været en tur til kammeratlig samtale med de jordanske myndigheder eller ligefrem en tur i fængsel, så der er ikke megen grund til at være optimistisk hvad angår en positiv udvikling på pressefrihedsfronten.

Herudover skal jeg indimellem skrive indberetninger om forskellige relevante emner; et af dem, som jeg første kommer til at beskæftige mig med, bliver forholdet mellem Jordan og Israel i løbet af de seneste 15 år, hvor der jo har eksisteret en fredsaftale mellem de to lande. Et andet emne er de irakiske flygtninge, som der er en stor del af i Jordan som følge af invasionen i 2003, ligesom de mange palæstinensiske flygtninge også stadig er et issue. Jeg kommer til at gå til en del møder, dels med mine overordnede, dels alene, og det skal nok også blive sjovt nok at prøve. På den mere rutineprægede front er det det næste halve år mig, der er ansvarlig for ambassadens hjemmeside, så jeg har i dag siddet i telefonkonference med Udenrigsministeriets helpdesk og med deres hjælp fået uploadet mine første dokumenter på hjemmesiden - nice! Indholdet af dokumenterne er jeg dog ikke ansvarlig for, så ret meget er der faktisk ikke at prale af... men hvad, lidt har også ret!

I dag har Anne, den anden praktikant og jeg besøgt Parlamentet, som er det jordanske underhus. Vi var der sammen med en gruppe unge danskere fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS) og overhørte bl.a. en behandling af et lovforslag. Det var spændende nok, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at de danske parlamentsmedlemmers opførsel i Folketingssalen er noget nær eksemplarisk i forhold til deres jordanske kolleger: de enkelte talere snakkede i flere minutter af gangen, folk sad og snakkede med hinanden eller gik rundt i salen og lavede alt muligt andet end at høre efter, tilhørere og andre vadede ind og ud af salen, og mobiler ringede konstant. Apropos de ringende mobiltelefoner, så var jeg i går aftes i teatret med Anne og de to MS-praktikanter, Nicolas og Kirstine (hvis stue vi bor i pt.), og her ringede mobilerne endnu mere; gennem hele den 1½ lange forestilling gik der ikke 5 minutter uden at man blev afbrudt af en enerverende ringetone (som arabere i øvrigt specialiserer i - jo mere tacky, jo bedre!). Folk kom og gik også, som det passede dem, under forestillingen. Hehe, gad godt se folks reaktion i det Kongelige Teater, hvis en tilskuer først sms'ede, derefter modtog et opkald for til sidst at vade ud midt under forestillingen....! Men altså, lidt kultur bliver det således også til, skuespillet i går var rigtig godt, og i aften tager Anne og jeg til filmpremiere på en italiensk-palæstinensisk film ved navn "Forbidden Childhood". Onsdag skal overvære nogle prøver til et andet skuespil og torsdag vist nok til bryllup! Jordanerne er meget venlige, og selv om man ind imellem er i tvivl om, hvorvidt de fx. inviterer en med til deres bryllup af ren og skær høflighed, så har jeg indtil nu kun mødt folk, som selv følger op på invitationerne og ringer for at sikre sig, at man nu også kommer.

Tak for mails til de af jer, der har haft tid til at skrive, håber I alle har det godt. Jeg har glemt mit kamera i dag og kan derfor først uploade nogle billeder fra arbejdet mv. i morgen, men de skal nok komme, I promise!