En bloggers stille død?

Betyder de seneste 14 dages fravær af nye indlæg, at denne blog er ved at lide samme triste skæbne som de adskillige andre blogs, hvis skribenter efter ganske kort tid mister interessen for at dele deres tanker på nettet og lader deres ellers så trofaste læsere i stikken? Quite on the contrary my fellow readers. Årsageren til, at der ikke har været nye hverdagseventyr at læse om de sidste to uger, er trefoldig:

1) Jeg har fået besøg fra det kolde Nord, og min smukke Anette beriger i disse uger mit jordanske liv med sit yndefulde og altid fantastiske selskab.
2) Jeg har haft vældig travlt på arbejdet og derfor ikke haft mulighed for at skrive derfra.
3) Mest afgørende er det dog nok, at min computer (fanden tage den) har opsagt vores samarbejdsaftale. Den er kort sagt ikke længere iblandt os. Jeg er derfor kun online, når jeg er på arbejde, og her har jeg som skrevet haft nok at se til.

Og det er faktisk rigtig, rigtig irriterende og rigtig, rigtig ærgerligt, for de seneste 14 dage har budt på ufatteligt mange oplevelser, som jeg har haft lyst til at dele med jer. Herunder ser I derfor en snild lille liste på 5 emner, som jeg i løbet af de sidste 2 uger ville have blogget om, hvis jeg havde haft muligheden for det, men som jeg forhåbentlig får skrevet om inden for den nærmeste fremtid:

- Weekendtur til Damaskus: Superfed tur med Anne og Nicolas til den syriske hovedstad, der har meget (mere? andet?) at byde på end Amman.

- Ramadanen og dens afslutning: Ramadanmåneden bød på flere fastebrydningsmåltider af mere eller mindre formel karakter, bl.a. hos den lokale grønthandler, ligesom den hellige fastetid var en mulighed for at se, hvad der sker, når en millionby lukker ned en hel måned. Nu er fasten (ilhamdulillah!) slut, Eid er overstået, og hverdagen er vendt tilbage for fuld styrke.

- 2 dage i Petra: En ubeskrivelig oplevelse, som jeg ikke desto mindre vil forsøge at beskrive for jer (selvfølgelig ledsaget af diverse billeder til illustration).

- Snorkling i Rødehavet: Førstegangsoplevelse og en af de store - hvor er der helt fantastisk smukt under havets overflade.

- Overnatning i ørknen: Den muslimske højtid Eid blev for Anettes og mit vedkommende delvist fejret under den mest utrolige stjernehimmel i den jordanske ørken ved Wadi Rum, hvor vi i løbet af et døgn både så solen synke og stige op igen over de røde klipper, ligesom vi som de eneste kvinder (for slet ikke at sige turister) i miles omkreds oplevede et kamelvæddeløb ved en beduinlandsby midt i ørknen - oh my!

Jeg vender forhåbentlig og sandsynligvis snart tilbage med meget mere. Håber I alle har det godt derhjemme, det er fantastisk at høre fra jer indimellem.

Vidunderlige banaliteter

Jeg har forsømt at føje nyt min fantastistiske-ting-ved-Jordan-liste, og det vil jeg straks råde bod på med følgende:

#13: DVD'er til 1JD stykket

Clueless, Starwars, Good Bye Lenin eller Farven Lilla - hvilken niche din filmsmag end befinder sig i, så er der ikke den DVD til 1JD (7,5kr), du ikke kan udvide din samling med fra en af de mange filmbutikker rundt omkring i byen. Og så længe du undlader at købe de film, der endnu ikke er udkommet på DVD endnu, er kvaliteten for det meste i top. Og så må man jo leve med, at filmen hedder "Das Leben des Brian"...

#14: Min skønne lejlighed

Dén sang har jeg vist allerede sunget før, men alligevel skal mit nye hjem med på min liste, for her er sgu skønt at være.

#15: Google-translate, der gik galt

Jordanere er generelt rigtig gode til engelsk, men ind imellem falder man over et offentligt skilt, en oversættelse eller en reklame, som man ikke kan undgå at trække på smilebåndet af. Ovenstående skilt sad i ruden på det lukkede arkæologimusem på citadellet - jeg formoder, at budskabet er, at det ikke er tilladt privatpersoner at guide på museet!

Nedenstående billede er godt nok ikke fra Jordan, men det gør det ikke mindre sjovt...! Og så minder det mig endnu engang om, hvorfor det er så vigtigt at lære fremmedsprog!

#16: Ammans vilde katte

Hvis Jordan har 6 mio. indbyggere, har landet mindst ligeså stort et antal vilde katte. Men i modsætning til i Cairo, hvor de fleste katte er skabede og strinter på ens taske, så snart man stiller den fra sig på jorden (ja, jeg er stadig bitter efter hændelsen på al-Fishawi i april - den taske blev aldrig sig selv igen), er Ammans katte smukke, kælne og lidt svære at stå for. Har sågar overvejet at adoptere en af slagsen, men jeg besinder mig nok..

#17: Spilleaftener i downtown

Fredag aften endte vi på en coffeeshop på en tagterasse i downtown lige omkring solnedgang og dermed fastebrydningstid. Gaderne var øde, tagcafeen var forladt og vi var sultne - ikke nogen særlig smart kombination. Vi fik dog lov til at sidde på cafeen og vente, indtil muslimerne havde fået deres velfortjente iftar, mens vi lyttede til King Hussein-moskeens bønnekald, der flød ud over byens tage, mens solen gik ned, og det sidste dagslys forsvandt. I en halv time sad vi bare og snakkede, mens alt var helt stille omkring os - helt uhørt for hjertet af en arabiske storby - og så fik vi noget mad. Herefter begyndte der stille og roligt at komme flere og flere folk på cafeen - udelukkende mænd selvfølgelig - og da flere af dem spillede domino, blev vi inspireret til også at spille. Anne lærte os andre et nyt kortspil, devoserjas, så vi endte med at sidde og spille næsten 3 timer, mens cafeen blev mere og mere fyldt op med mænd, der spillede domino og back gammon og fyrede op under vandpiberne. Fantastisk hyggelig stemning.

#18: Dansk fodbold

Hvorfor bliver man bare altid lidt mere patriot, når man befinder sig i udlandet?? Weekendens vigtigste begivenhed var helt sikkert fodboldkampen mellem Danmark og Portugal, som vi fik Books Cafe til at vise - Aljazeera Sport 6 transmitterede nemlig live fra Parken! Så bliver man så glad i sit lille rød-hvide hjerte - især når det går godt (som Nicolas så smukt illustrerer). Glæder mig meget, til Danmark møder Sverige i oktober, så må vi stable det helt store Slag Om Skandinavien på benene hernede.

Danmark scorer til 1-0!

Første blog fra egen bolig

Dette blogindlæg er historisk, for det er nemlig det første, jeg har skrevet i min egen lejlighed. Den skarpsindige læser vil dermed have lagt to og fire sammen og være nået frem til, at jeg endelig, langt om længe og på høje tid har afsluttet min boligjagt og fundet et krus at sætte min tandbørste i. Jeg bor nu i min egen 1½ værelses lejlighed 7 minutters gang fra ambassaden i et dejligt, men også lidt dyrt kvarter, i en bygning, hvor også de to svenske praktikanter og den norske har til huse. Derudover er jeg stødt på en tjekke, en syrer og en jordaner i opgangen. I lejligheden har jeg et fint lille badeværelse med vaskemaskine, et køkken med to blus men desværre ingen ovn, en rummelig stue og et lille værelse, som jeg pt. bruger som soveværelse. Senere på året bliver jeg dog nok nødt til at flytte sengen ind i stuen, da der bliver for koldt i det lille værelse med de store vinduer. Jeg har en vildt flot udsigt ud over byen fra både soveværelset og stuen.

Badeværelset

Køkken - før jeg fik købt noget mad overhovedet!

Stuen (indrettet i bedste arabiske stil)

Mit lille soveværelse

Stue og køkken set nede fra soveværelset

Der skal ikke være nogen tvivl om, at det er SKØNT at have fået sit eget sted. Efter mere end 5 uger kunne jeg endelig få pakket ud (da jeg fik hevet alt mit tøj op af kufferten og lagt det ind i på hylderne i skabet, gik det til gengæld op for mig, at jeg har ALT for meget tøj med – men det kan vel næppe komme som en overraskelse for nogen..!), og det var virkelig rart. Jeg har også fået hængt nogle billeder op på væggene (tak igen for dem, Mor og Far!), så snart begynder jeg forhåbentlig at føle mig hjemme. Men ligeså dejligt som det er at have sit eget sted, ligeså tomt føles det pludselig ikke at bo sammen med 5 andre. Jeg savner sgu mine gamle roomies, på godt og ondt. Det er hyggeligt, at der altid er nogen hjemme, når man kommer hjem fra arbejde, der er altid nogen, der er friske på at se en film, lave noget mad sammen, ta’ en tur ud i det blå eller bare sidde og snakke. Jeg tror, der går lidt tid, før jeg vænner mig til at være helt alene efter de 5 uger på stuegulvet – og dog, måske er det bare om at nyde freden og stilheden, mens jeg kan, for om en uge får min lejlighed jo to midlertidige beboere, da Pernille og Anette kommer et smut forbi, hurra!!

Jeg har internet i min lejlighed og er derfor endelig kommet på Skype (dog pt. uden kamera, men der arbejdes på en løsning). Skulle en af jer derfor have lyst til at skype en dag, så vil jeg glæde mig, til vi snakkes ved!

Live without it

Undgå Mærsk, Ecco og de andre slemme drenge!

Der findes to slags nyheder: Der er de nye nyheder, som f.eks. at de borgerlige ifølge den seneste Gallupmåling tilsyneladende har fremgang i København, og så er der de gamle nyheder. Nyheder, som nok beretter om en begivenhed, der har fundet sted for nylig – men som i virkeligheden ikke bibringer os noget nyt, giver os ny viden eller ny indsigt. Er det i virkeligheden nyt, at journaliststuderende læser Politiken og stemmer på SF, at Irland forventer dødt løb ved den kommende traktatafstemning, eller at Willams-søstrene gjorde kort proces mod tennisdarlingen Wozniacki og hendes makker ved US Open? Ikke rigtigt, vel? Nok er det begivenheder, der har fundet sted for ganske nylig, men er det breaking news, der får os til at tænke: ”Dér lærte jeg noget helt nyt og fik viden, som min hjerne aldrig har forholdt sig til før”?

I virkeligheden er de fleste nyheder vel i en eller anden grad gamle nyheder, som enten viderebringes i en ny sammenhæng, bruges til at cementere eller tilbagevise et postulat i en løbende debat eller simpelthen bare bringes vel vidende, at den kollektive hukommelse er kort, og at gamle nyheder dermed sagtens kan virke nye – lidt ligesom med genudsendelser af gode gamle klassikere på TV.

I et land, hvor nyhedsstrømmen uden undtagelser kontrolleres fra oven, vil mængden af nye nyheder som oftest blive endnu mindre. Jordanske aviser skriver eksempelvis dagligt om diverse storslåede tiltag, som regeringen har sat i søen for at forbedre dette og hint, om dronning Ranias barmhjertige besøg på stribevis af børnehjem samt om hendes mand kong Abdallahs utrættelige indsats i forhandlingerne mellem Israel og Palæstina for at få en fredsaftale i hus. Frisktrykte, kun let slidte nyheder der fylder avisspalterne ud, holder journalister og redaktører beskæftigede og opretholder billedet af Jordan som en demokratisk, moderne arabisk stat i fortsat udvikling.

I går bragte en islamisk internetside således den nyhed, at rettroende muslimer bør boycotte danske og hollandske produkter. Eller rettere; rettroende muslimer bør fortsætte med at boycotte produkter fra de to europæiske lande. Her er der i den grad tale om gammel mynte-te på nye tepotter, for selv om den angivne årsag er, at en hollandsk domstol netop har frifundet Geert Wilders for anklagen om at opfordre til had og diskrimination mod muslimer, er det svært at se, hvad denne domsafsigelse præcist har med Lurpak og Lego at gøre. Der var ingen form for henvisning til den netop åbnede udstilling af Kurt Westergaards tegninger, som måske ellers kunne have været årsag til en ny (gammel) debat. Artiklens hovedpointe var dermed blot at opfordre til en fortsættelse af den boycott af danske varer, der blev iværksat, da tegningesagen rullede første gang. Med andre ord: Intet nyt under halvmånen.

Selv om kampagnens opfordring nok skal finde lydhøre læsere rundt omkring i regionen, er der dog ikke meget, der tyder på, at hverken det officielle Jordan eller landets 6 mio. indbyggere tager budskabet til sig. Bang & Olufsen har stadig sine butikker i byen, Ida Corr og Mew spilles fortsat dagligt på radiostationerne, og spørger du efter mælkeprodukter af bedste kvalitet i supermarkederne, bliver du ledt hen til hylderne med danske varer – her finder man sågar en særlig ost med navnet ”The Great Dane”.

Når alt dette er sagt, må jeg dog erkende, at jeg har mere til overs for denne boycottkampagne end sidste uges patetiske, saudiske spillen med musklerne. At opfordre forbrugere til at undlade at bruge deres penge på et bestemt lands varer eller et særligt mærke er at tilskynde dem til at anvende deres magt og indflydelse på demokratisk vis; føler du dig stødt, fornærmet eller forurettet over, hvad et andet land måtte have gjort, så vis din utilfredshed ved at lade være med at købe dets produkter. Jeg handler heller ikke i den lokale Netto, hvis deres butiksassistenter går med Che-tshirts og har Stalinportrætter hængende på væggen. Men varerne er stadig tilgængelige, og det er mit eget frie valg, om jeg vil købe dem eller gå i en stor bue udenom. Nu må vi så se, om hylderne med danske mælkeprodukter bliver ved at være fyldt op, eller om jordanerne efterhånden er ligeså trætte af at høre om Muhammadtegningerne, som alle vi andre er.