Første blog fra egen bolig

Dette blogindlæg er historisk, for det er nemlig det første, jeg har skrevet i min egen lejlighed. Den skarpsindige læser vil dermed have lagt to og fire sammen og være nået frem til, at jeg endelig, langt om længe og på høje tid har afsluttet min boligjagt og fundet et krus at sætte min tandbørste i. Jeg bor nu i min egen 1½ værelses lejlighed 7 minutters gang fra ambassaden i et dejligt, men også lidt dyrt kvarter, i en bygning, hvor også de to svenske praktikanter og den norske har til huse. Derudover er jeg stødt på en tjekke, en syrer og en jordaner i opgangen. I lejligheden har jeg et fint lille badeværelse med vaskemaskine, et køkken med to blus men desværre ingen ovn, en rummelig stue og et lille værelse, som jeg pt. bruger som soveværelse. Senere på året bliver jeg dog nok nødt til at flytte sengen ind i stuen, da der bliver for koldt i det lille værelse med de store vinduer. Jeg har en vildt flot udsigt ud over byen fra både soveværelset og stuen.

Badeværelset

Køkken - før jeg fik købt noget mad overhovedet!

Stuen (indrettet i bedste arabiske stil)

Mit lille soveværelse

Stue og køkken set nede fra soveværelset

Der skal ikke være nogen tvivl om, at det er SKØNT at have fået sit eget sted. Efter mere end 5 uger kunne jeg endelig få pakket ud (da jeg fik hevet alt mit tøj op af kufferten og lagt det ind i på hylderne i skabet, gik det til gengæld op for mig, at jeg har ALT for meget tøj med – men det kan vel næppe komme som en overraskelse for nogen..!), og det var virkelig rart. Jeg har også fået hængt nogle billeder op på væggene (tak igen for dem, Mor og Far!), så snart begynder jeg forhåbentlig at føle mig hjemme. Men ligeså dejligt som det er at have sit eget sted, ligeså tomt føles det pludselig ikke at bo sammen med 5 andre. Jeg savner sgu mine gamle roomies, på godt og ondt. Det er hyggeligt, at der altid er nogen hjemme, når man kommer hjem fra arbejde, der er altid nogen, der er friske på at se en film, lave noget mad sammen, ta’ en tur ud i det blå eller bare sidde og snakke. Jeg tror, der går lidt tid, før jeg vænner mig til at være helt alene efter de 5 uger på stuegulvet – og dog, måske er det bare om at nyde freden og stilheden, mens jeg kan, for om en uge får min lejlighed jo to midlertidige beboere, da Pernille og Anette kommer et smut forbi, hurra!!

Jeg har internet i min lejlighed og er derfor endelig kommet på Skype (dog pt. uden kamera, men der arbejdes på en løsning). Skulle en af jer derfor have lyst til at skype en dag, så vil jeg glæde mig, til vi snakkes ved!