Når det regner i Jordan...

... så regner det rigtig meget! Dette blogindlæg er primært til ære for de af jer, der sidder derhjemme og ikke rigtig gider høre mere om min weekendbadeferie i Aqaba, solslikkeri på balkonen eller cykelture under en strålende sol ved det Døde Hav. Fra søndag aften til i morges har det nærmest regnet uafbrudt, og det har givet store problemer i hele landet, hvor folk er blevet evakueret fra deres hjem og reddet ud af fastkørte køretøjer. I Petra blev 150 mennesker evakueret, da indgangen til selve Petra, den berømte Siq, var oversvømmet af store mængder regnvand. Wicked! Jeg får besøg af min ældste veninde Trine fra børneren på fredag, og vi planlægger at besøge netop Petra (for 3. gang, hep hey!) og ørkenen Wadi Rum, så det må helst gerne blive varmt og solrigt igen inden næste weekend.

Et lille PS: Jeg kan næsten regne ud, at nyheden om, at der i torsdags sprang en bombe her i Jordan, ikke er nået til Danmark - i hvert fald er der ingen af jer, der har sendt panikslagne mails for at sikre jer, at jeg var OK - eller også bekymrer I jer ikke så meget om mit ve og vel, fair nok! :) Under alle omstændigheder eksploderede en vejsidebombe torsdag aften på landevejen mellem Amman og det Døde Hav - målet menes at have været en konvoj køretøjer med israelske diplomater fra deres ambassade i Amman, der var på vej hjem på weekend. Ingen kom noget til, og bomben var ikke særlig kraftig (der spekuleres i, hvorvidt det kun var detonatoren, der gik af, hvilket i givet fald kunne have betydet væsentligt større ødelæggelse, hvis hele bomben var gået af). De officielle beskyldninger går i retning af enten al Qaeda eller Hizbollah som gerningsmænd - sidstnævnte afviser dog at skulle have udført et så amatøragtigt angreb, og ingen ved altså endnu noget med sikkerhed. Og for at berolige alle bekymrede sjæle - jeg er ganske ok og har på ingen måde lidt skade. Update på sagen følger en anden dag.

Navnet er Saddam

En lille kuriositet fra en skør skør men ikke desto mindre ganske virkelig jordansk verden: Nyhedssitet ammonnews.net bragte i sidste uge historien om al-Nawaysa-stammen fra byen Karak, der har besluttet at navngive alle nyfødte drengebørn i 2010 Saddam til ære for Iraks tidligere præsident og diktator Saddam Hussein. Alle pigebørn født i løbet af det kommende år vil tilsvarende blive opkaldt efter Saddams tre døtre Raghad, Hala og Rana. Årsagen til beslutningen er en protest mod, hvad stammen kalder "grov indblanding i Jordans indenrigspolitik", og historien går som følger:

Stammeleder Mohammad al-Sarayrah er borgmester i Karak, og i sidste måned besluttede han og hans byråd at opkalde en gade i Karak efter Iraks tidligere despot Saddam Hussein. Dette kom imidlertid regeringen for øre, før kommunefolkene kunne nå at få sat de nymalede gadeskilte op, og så brød en mindre diplomatisk krise mellem Jordan, Kuwait og Irak ud i lys lue. Kuwait truede med at indstille alle forbindelser med Jordan, ligesom protesterne fra Irak strømmede Jordan i møde.

Udsigten til at komme i bad standing hos de to olierige stater er noget, der bliver taget alvorligt i et ressourcefattigt land som Jordan, så derfor blev den kontroversielle beslutning naturligvis omgjort - til lettelse for de fleste og raseri for al-Nawaysa-stammen. Fra officiel jordansk side fik man travlt med at vise foragt over for tanken om at ære Saddam Hussein med en gadenavngivning for at genoprette de gode diplomatiske forbindelser til Kuwait og Irak, hvilket et tidligere parlamentsmedlem udtrykte således: "It is like stabbing Kuwait in the back because of a person who does not represent the official or even popular Jordanian view in any way".

Ikke desto mindre findes der i Jordan en del tilhængere af Baath-partiet, og selv om det vil være en overdrivelse at sige, at partiet lever i bedste velgående (politiske partier har stadig forholdsvist trange kår i Jordan), så har Baath stadig en vis opbakning blandt venstreorienterede kræfter i landet. Særligt i Karak-regionen mindes man Saddam Hussein som en stor arabisk leder, der efter sin død i 2006 fortsat nyder stor popularitet, og beslutningen om at opkalde en gade efter ham ses af nogle som en protest mod den voksende indflydelse, som det shiamuslimske Iran har på Irak.

Leder af al-Nawaysa-stammen, borgmester al-Sarayrah, er kendt som medlem af Baathpartiet og er intet mindre end rasende over, at regeringen blander sig i lokale anliggender. Efter et rådsmøde er det derfor blevet besluttet at lade alle stammemedlemmer opkalde deres nyfødte børn i 2010 efter den irakiske despot selv og hans døtre. Desuden planlægger man at indsamle penge til at bygge en stor hal til ære for Saddam - en hal, som skal kaldes "Hall of the Greatest Martyr Saddam Hussein".

Nu er Raghad, Hala og Rana forholdsvist almindelige arabiske pigenavne, men man kan da kun håbe på, at al-Nawaysa-stammens kvinder vil føde ganske få drengebørn i 2010, så færrest muligt små Saddam'er i fremtiden skal rende rundt og betale prisen for deres fædres tåbelige protestmarkeringer.

Da Jordan gik fra gul til blå

Vi kender vist alle sammen det med, at man får fortalt en løgn så godt og så mange gange, at man til sidst selv tror mere på den end på virkeligheden. Hvor mange danskere spiser eksempelvis i virkeligheden de anbefalede 6 stykker frugt og grønt om dagen, selv om de selv svarer ja, når de bliver spurgt? Og hvor mange mennesker har reelt læst klassikere som "Ulysses", "Utopia", "1984" og "Forbrydelse og straf", der ofte angives som de mest læste og indflydelsesrige bøger i hele verden? Ind imellem bliver små harmløse løgne med tiden til sandhed - og hvad så hvis jeg selv tror, at jeg er mere belæst og kernesund, end jeg i virkeligheden er? Det skader vel ingen andre? Muligvis ikke, men i Jordans tilfælde handler den lille hvide løgn om noget lidt vigtigere end grøntsager og gamle klassikere, og derfor betyder det også en hel del mere, når løgnen afsløres som ren og skær... løgn.

Nu gik det ellers lige så fint for Jordans magthavere - Kong Abdullah og hans udpegede regering - med igen og igen at fortælle både kongerigets egne borgere og resten af verden den lille hvide løgn om, hvordan Jordan var på vej mod at udvikle sig til et fuldbyrdet demokratisk styre. Ganske vist er der ingen af magthaverne, der trods alt hævder, at Jordan endnu kan siges at være demokratisk - men at det er den retning, landet bevæger sig i, må ingen være i tvivl om. Og i mange henseender må det officielle Jordan siges at have haft held med sit lille skuespil, idet landet af de fleste iagttagere betragtes som et såkaldt liberaliserende autokrati med vigtige politiske og økonomiske reformer på vej (som eksempelvis den vigtige valglovsreform, der forventes at finde sted i år).



Derfor er det da også for irriterende, når uafhængige udenforstående pludselig kommer og giver sig til at ridse i lakken. Den amerikansk baserede organisation Freedom House, der kalder sig selv demokrati- og menneskerettighedsvagthund, har i sin seneste årsrapport for 2009 degraderet Jordan fra et såkaldt "delvist frit" land til nu at falde under kategorien "ikke frit". Sammen med Yemen, Bahrain, Kirgisistan og Gabon er Jordan altså degenereret fra at være en gul klat på det såkaldte "Map of Freedom" (se kortet her) til nu at være blå og har dermed fået den tvivlsomme ære at være i selskab med despotiske styrer og fejlslåede demokratier som Kina, Rusland, Afghanistan, Iran, Burma og Cambodja.

Degraderingen har ifølge Freedom House flere årsager. For det første kritiseres sikkerhedsstyrkerne for at have fået "øget indflydelse på det politiske liv" - hvad det er for en slags indflydelse, kan man jo så selv gætte sig til. For det andet og endnu vigtigere har Kong Abdullahs beslutning om i november 2009 at opløse parlamentet for derefter at udskyde det følgende parlamentsvalg med et helt år ikke ligefrem hjulpet på Jordans i forvejen noget blakkede ry som velfungerende demokrati. Udskydelsen af valget beskrives rent ud som "et forsøg på at manipulere den politiske proces ved yderligere at marginalisere en i forvejen svag lovgivende forsamling". Herover for stiller Jordans endnu nye premierminister, Samir Rifai, sig dog ganske uforstående. Udskydelsen af parlamentsvalgene skete jo netop for at give den demokratiske proces et boost (!) samt for at få implementeret en ny fair valglov, der vil give nyt liv til det politiske liv i Jordan. ... Dén lader lader vi lige stå et øjeblik....

Og mens vi lader premierministerens bemærkning stå og glimte lidt i eftermiddagssolen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at Jordan på mange måder er et land, som står ved en korsvej. Splittet mellem øst og vest, det moderne og det traditionelle, det fremadskuende og det tilbagestående. For selv om der er masser af især unge kræfter i landet, der ønsker demokratiske tilstande og drømmer om større personlige friheder, er der bestemt også mange jordanere, også unge, der hellere vender demokratiet og Vesten ryggen og holder fast i mere traditionelle magtstrukturer og beslutningsmåder. Derfor har stammerne i Jordan stadig utrolig meget magt og indflydelse, både på lokalt og nationalt plan. Eksempelvis har stammerne interne regler for, hvem der må stille op til de forskellige valg, og når kandidaterne er udpeget, har resten af stammens medlemmer værsgo at stemme på de udvalgte. Et med garanti effektivt men ikke særlig demokratisk system - og ikke mindst et system, man som dansker med demokratisk blod i årerne kan have svært ved at forstå.

Personligt tror jeg desværre, at Jordan fortsat vil befinde sig i kategorien "ikke frit", når Freedom House skal skrive årsrapporten for 2010. Jeg har selvfølgelig lov at blive overrasket, men med udsigten til endnu et år med pseudoreformer og skindebatter samt et helt år uden en lovgivende forsamling er der desværre ikke meget, der tyder på det.

Første uge i den sidste måned af et fantastisk halvår

2010 er allerede 9 dage gammelt, og det er vist på mere end høje tid, at jeg får skrevet januar måneds første blogindlæg. Og mens jeg sidder her i bikini på min terasse under den bagende sol (..hehe...!), så lad mig starte med at ønske jer alle godt nytår, jeg håber, at I alle som én kom godt ind i det nye årti. Da klokken slog midnat den 31. december, befandt jeg mig på Bastillepladsen i Paris til fest og ballade i gaden, og selv om festhumøret hos de tilstedeværende fulde franskmænd absolut ikke fejlede noget, var det indrømmet lidt af en skuffelse, at midnatsslagene ikke blev ledsaget af bragene fra en god omgang nytårsfyrværkeri - der blev simpelthen ikke affyret én eneste raket. Ikke så meget som en knaldperle eller sølle hundeproppistol - den slags er tilsyneladende meget forbudt i Frankrig. Øv - det hører sig jo ligesom til! Derudover skal jeg dog skynde mig at sige, at min uge i Paris i øvrigt var helt fantastisk. Det var skønt at være tilbage i gamle Europa, at kunne slendre rundt i de parisiske gader (har virkelig savnet at kunne gå tur - det er gaderne i Amman slet ikke indrettet til), at kunne være lyshåret i fred, at spise lækker mad skyllet ned med god fransk rødvin samt at hive nogle sejre hjem i Bezzerwizzer - alt i alt en fantastisk tur!


Montmarte og Sacre Coeur


Besøg på Musée de l'Orangerie og gensyn med Monets åkander

Ikke desto mindre er jeg nu også glad for at være "hjemme" i Jordan. Jeg har som bekendt en måned tilbage af mit praktikophold, og rent arbejdsmæssigt har jeg en overskuelig mængde opgaver, der skal løses, inden jeg stopper den 31. januar og giver depechen videre til de nye praktikanter. Bl.a. skriver jeg på en indberetning til udenrigsministeriet om Jordans forhold til sine nabolande, hvilket i tirsdags gav anledning til, at jeg sammen med Jens Ole var på besøg i det jordanske udenrigsministerium. Vi havde 2 møder, hvoraf det ene var mere spændende end det andet - den første herre, vi talte med, var ikke meget for at tale engelsk, så jeg måtte agere tolk for Jens Ole, hvilket var pænt svært, eftersom manden primært talte i metaforer! Jeg synes, det er rigtig spændende og sjovt at få lov til at gå med til møder med Jens Ole, men ind imellem kan jeg godt undre mig over, hvor lidt de folk, vi taler med, har at sige. Enten sætter deres engelskkundskaber begrænsninger for, hvor godt de kan udtrykke deres synspunkter, eller også er de underlagt strenge restriktioner for, hvad de har lov til at sige... eller måske ved de simpelthen ikke mere end det, de giver udtryk for. Sandheden ligger nok et sted midt imellem. I næste uge skal jeg endelig til møde på den amerikanske ambassade, bliver spændende at få adgang til det, der mest af alt ligner et fort udefra - jeg ville gerne indsætte et billede af ambassaden her på bloggen, så I kunne forstå, hvad jeg mener, men et stort "NO PHOTO"-skilt uden for området har forhindret mig at indsamle fotodokumentation til mit blogindlæg.

Tirsdag var i det hele taget en rigtig dejlig dag, der udover de spændende møder på arbejdet bød på middag på down town-restauranten Abu Ahmad med en hel gruppe venner af blandet herkomst. Abu Ahmad er et meget lokalt sted, hvor jeg har været nogle gange efterhånden, bl.a. med min Far og Sofie. Stemningen er intim, der ryges vandpibe og smøger, baren er velassorteret (lidt unormalt for down town-etablissementer, der ellers generelt er mere religiøst ortodokse), og det er ikke, fordi kvinder er forment adgang til stedet - der kommer bare ikke nogen, altså med undtagelse af os praktikantpiger. Anledningen i tirsdags var, at to af de fire nye praktikanter hos MS var ankommet, men flere godtfolk stødte i løbet af aftenen til med det resultat, at vi til sidst var 10, der sad og hyggede os med masser af god arabisk mad og billige øl. Pris: 2,5JD (ca. 16kr) pr. mand for maden og øl til 3JD (ca. 22kr) for en halv liter - det er altså noget, som Europa, Paris og København inklusive, kunne lære noget af!


Bjørn Erik og Jenny på Abu Ahmad - billedet er dog ikke fra i tirsdags, for begge de to skandinaver er desværre allerede taget hjem

Jf. ovenstående føjer jeg lige følgende til min 114-liste:
#51: Mit arbejde (bedre sent end aldrig!)
#52: Restaurant Abu Ahmad i down town

Weekenden blev i torsdags skudt i gang først med middag på en lækker italiensk restaurant sammen med Charlotte og Caterina fra hhv. Røde Kors Ungdom og Red Barnet Ungdom. Romero, som restauranten hedder, må nok også hellere komme med på min liste, selv om stedet ifølge kritikere ikke er nær så godt nu, som det var for et par år siden (hvad kan jeg lige bruge det til...). #53 bliver således Romero. Derefter tog vi videre til fest hos MS, som i anledning af praktikantskiftet lagde hus til lidt af en abefest. Folk blev vældigt fulde, og det var generelt en sjov aften - indtil en af de nye praktikanter uforvarende fik et bordtennisbat i hovedet, smadrede sine briller og fik en ordentlig flænge i øjenbrynet. Velkommen til Jordan, nu skal vi vise dig, hvor skadestuen ligger! Stakkels fyr - heldigvis kunne et par sting lappe ham sammen, og forsikringen klarer det med brillerne. Tro ikke, at det er selvmordsbombere eller gale taxachauffører, du skal frygte, når du tager til Mellemøsten - tag dig derimod voldsomt i agt over for fulde mennesker med bat, ketschere eller andre potentielle slagvåben i hænderne!

Med kun 4 timers søvn i bagagen stod weekendens første fridag i går for mit vedkommende på den eneste rigtige kur mod tømmermænd: masser af sol, frisk luft, hyggeligt selskab og lidt let motion - med andre ord mountainbike-cykling ved det Døde Hav! Firmaet Bike Rush, der også stod bag eventen "Follow the Women", som jeg deltog i og bloggede om her, arrangerer i weekenderne cykelture, oftest ved det Døde Hav og i bjergene omkring, og selv om jeg ofte har overvejet at deltage, har jeg sjældent haft tid til det. I går havde jeg så meldt mig til en 30km tur og tog af sted ved middagstid. Det var 25grader, skyfrit og solrigt, og turen var ganske fantastisk. Langs Dødehavet er der i weekenderne propfuldt af jordanere, der tager bilen ud af byen, slår sig ned under de skyggefulde træer med onkler, tanter, picnickurve og vandpiber og nyder fridagen ude i det fri. Deres unger er vildt nysgerrige, vinker og råber "hello" efter os, når vi kommer cyklende forbi, og som det hvide får i flokken (jeg var den eneste ikke-jordaner på gårsdagens cykeltur), fik jeg lidt ekstra tilråb med på vejen. Efter de 30km kørte vi et stykke op i bjergene, hvor vi tændte bål og spiste sandwich, mens solen gik ned over det Døde Hav. Super hyggeligt og som sagt en fantastisk måde at pleje tømmermændene på! Og cykling bliver naturligvis tilføjet som # 54 på min liste.


Så smukt og grønt er der ved det Døde Hav




Der blev kørt om kap med de lokale unger


Det hvide får i flokken


Bålhygge med det Døde Hav og Vestbreddens bjerge i baggrunden

I den kommende uge er jeg udover arbejdet blevet pålagt en ekstra daglig pligt: Bruno, vores sikkerhedsrådgiver på ambassaden og "far" til hunden Tango, skal en tur til Damaskus og tager sin hustru med, så jeg er blevet spurgt, om jeg vil lufte vovsen mandag til torsdag. Til formålet får jeg lov at låne Volvo'en, så jeg kan komme frem og tilbage - Tango skal helst luftes i et skovområde, hvilket giver mig udsigt til at kunne komme ud at løbe i en rigtig skov for første gang i snart et halvt år - skønt. Derudover tager jeg torsdag på weekendtur til Jerusalem, det glæder jeg mig utroligt meget til, selv om det i denne omgang kun kan blive til 2 dage.

Resten af januar kommer nok i høj grad til at bære præg af, at det er ved at være skiftetid på ambassaden - Anne stopper således på torsdag, og den første af de to nye praktikanter, der også hedder Anne, kommer til Amman onsdag og skal bo hos mig, til hun finder en bolig (muligvis her i samme bygning som jeg). Derudover kommer Line, som jeg mødte på min tur til Libanon, herned sammen med sin læsegruppe for at tilbringe 14 dage i Jordan, glæder mig rigtig meget til at se hende. Og sidst men ikke mindst kommer Trine, som jeg efterhånden har kendt i næsten 23 år (åh, bliver jeg virkelig 25 næste gang... hvorfor går tiden så stærkt?!), på besøg en uges tid sidst på måneden, og det glæder jeg mig naturligvis også utrolig meget til.

Men nu er tiden vist kommet dertil, hvor det er synd at sidde mere indendøre på sådan en ualmindeligt smuk og varm sommerdag.. nej vent, jeg mener januardag...! Siden jeg kom tilbage fra Paris, har vi hver dag haft høj sol og 20-25grader, hvilket for mig er lidt uforståeligt - januar skal efter sigende være den koldeste måned i Jordan...?! Nogle siger, at kulden og sågar sneen godt kan komme i februar og marts, mens andre siger, at hvis ikke det bliver koldt nu, så bliver det slet ikke koldt. Jeg håber selvfølgelig på det sidste. Jeg vil bruge resten af min fridag på at løbe en god tur, lave lidt arabisklektier, måske se lidt engelsk fodbold, skype med Grith og ellers bare slappe af og nyde livet - hvordan kan man næsten andet hernede :)