
... så regner det rigtig meget! Dette blogindlæg er primært til ære for de af jer, der sidder derhjemme og ikke rigtig gider høre mere om min weekendbadeferie i Aqaba, solslikkeri på balkonen eller cykelture under en strålende sol ved det Døde Hav. Fra søndag aften til i morges har det nærmest regnet uafbrudt, og det har givet store problemer i hele landet, hvor folk er blevet evakueret fra deres hjem og reddet ud af fastkørte køretøjer. I Petra blev 150 mennesker evakueret, da indgangen til selve Petra, den berømte Siq, var oversvømmet af store mængder regnvand. Wicked! Jeg får besøg af min ældste veninde Trine fra børneren på fredag, og vi planlægger at besøge netop Petra (for 3. gang, hep hey!) og ørkenen Wadi Rum, så det må helst gerne blive varmt og solrigt igen inden næste weekend.
Et lille PS: Jeg kan næsten regne ud, at nyheden om, at der i torsdags sprang en bombe her i Jordan, ikke er nået til Danmark - i hvert fald er der ingen af jer, der har sendt panikslagne mails for at sikre jer, at jeg var OK - eller også bekymrer I jer ikke så meget om mit ve og vel, fair nok! :) Under alle omstændigheder eksploderede en vejsidebombe torsdag aften på landevejen mellem Amman og det Døde Hav - målet menes at have været en konvoj køretøjer med israelske diplomater fra deres ambassade i Amman, der var på vej hjem på weekend. Ingen kom noget til, og bomben var ikke særlig kraftig (der spekuleres i, hvorvidt det kun var detonatoren, der gik af, hvilket i givet fald kunne have betydet væsentligt større ødelæggelse, hvis hele bomben var gået af). De officielle beskyldninger går i retning af enten al Qaeda eller Hizbollah som gerningsmænd - sidstnævnte afviser dog at skulle have udført et så amatøragtigt angreb, og ingen ved altså endnu noget med sikkerhed. Og for at berolige alle bekymrede sjæle - jeg er ganske ok og har på ingen måde lidt skade. Update på sagen følger en anden dag.



Læste faktisk nyheden i de arabiske medier og vil lige pointere, at jeg tænkte på dig. Læste dog, at det ikke var langt fra Kong Husseinbroen og der er alligvel i stykke derfra og til Amman.
SvarSletI øvrigt, så kan det vel ikke komme bag på dig, at sådan en "lille ting" ikke nævnes i den danske presse! Danmark har nok i navnlepilleri og sne, sne og så lige om isen er tyk nok til at skøjte på og om der skal lovgives for den slags!! Og så selvfølgelig om rigtig store begivenheder som Haiti..
Flere indlæg tak..
Thomas
Nope, det var i nærheden af byen Naour, 13km vest for Ammam, at eksplosionen fandt sted (det var i øvrigt den dag, hvor jeg skulle have været til Jerusalem, så der havde nok været et trafikkaos uden lige).
SvarSletMen nej, jeg burde nok have sagt mig selv, at sådanne småting ikke fandt vej til de danske aviser og andre medier. Er der så i øvrigt blevet lovgivet for isens tykkelse i forbindelse med offentligt skøjteløb? Hvis ikke er det da på mere end høje tid...!
Flere indlæg på vej :)
RAIN. Jo - det er der faktisk en der hedder !
SvarSletHeller ikke jeg læst noget om bomber i Jordan (så, er du nu sikker ??) til gengæld har jeg læst om regn og uvejr i Sharm el Sheikh og omegn - men der er jo også ca 1000 danskere p.t. Yes - yes. We are the world
k.far